thomas-5

Protein og CO2 er vejen til liv

23. jun 2023 / Af

Af Thomas Jensen, bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug, Tarmvej 57, 6880 Tarm

Formanden for Danmarks Naturfredningsforening i Viborg, Jens Frydendal, har desværre ikke forstået, at proteiner er en væsentlig del af alt liv, til alle celler – også til hjerneceller. Protein produceres bl.a. af gødning og CO2.

Det er rigtigt, at vi i landbruget har importeret store mængder soja for at sikre vore grise nødvendige næringsstoffer. Der arbejdes i disse år hårdt på at sikre dansk produceret protein bl.a. af insekter.

Det er også rigtigt, at vore dygtige europæiske kolleger på nogle områder er på linje med os miljø- og klimamæssigt. Det er store dele af resten af verden ikke. Det er der, produktionen af grise vil flytte hen, hvis vi efter Frydendals ønske lukker i Danmark. Det vil ikke gavne det globale klima.

Det er rigtigt, at vi i Bæredygtigt Landbrug er stolte over, at vi har sikret danske landmænd mere gødning. Gødning sikrer nemlig mere protein i planterne, samtidig med at det er med til at sikre jordens kulstofopbygning. Velgødede planter tilbageholder også flere næringsstoffer. Det gælder også på lavbundsjord. Hvis denne lavbundsjord oversvømmes, vil der udledes sumpgasser – der øges op til 97 gange, når arealer oversvømmes – specielt i randområderne. Og man mister planternes fotosyntese og dermed CO2-optag på omkring 16 tons CO2 pr. ha pr. år. Derfor er det en rigtig dårlig idé at tage lavbundsjord ud af drift.

Det er også rigtigt, at gødning udleder nogle klimagasser, men langt mindre med de dyrkningsmetoder vi har i Danmark end dem, man anvender andre steder i verden. Derfor er det værd at støtte det bæredygtige danske landbrug.

Og fødevarer skal selv en naturfredningsmand vel have?

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i Viborg Stifts Folkeblad – som svar på et andet læserbrev i samme avis. Du kan se onlineudgaven via linket HER).