Af Rasmus Dalsgaard, chefredaktør for Maskinbladet
Når vi har regler, skal det kontrolleres, om reglerne overholdes. Det gælder også meningsløse regler og regler, der er så indviklet strikket sammen, at de kun kan overholdes, hvis man er heldig med vejrforholdene eller andre forhold, som man ikke selv er herre over.
Og hver gang en landmand, en dyrlæge eller vognmand eller en eller anden anden faggruppe, der nyder stor politisk bevågenhed, ikke formår at udføre alt til topkarakter, falder hammeren, og ofte med store konsekvenser.
Det er, som om den voksenpædagogiske tilgang er, at hvis ikke vi er perfekte helt ned i enhver lille detalje, så skal der straffes hårdt, for så bliver vi nok dygtigere til vores arbejde. Og statistikkerne tilflyder politikerne, der tolker de mange ”overtrædelser” som uacceptable forbrydelser, og så går systemet i selvsving med krav om endnu hårdere straffe og endnu flere kontroller.
Ingen og intet får det bedre
Vi opnår bare intet positivt. Ingen dyr får det bedre. Miljøet får det ikke bedre. Ingenting i samfundet bliver bedre.
Men dygtige mennesker, der har gjort sig umage med at udføre et solidt og fagligt set korrekt arbejde, nedbrydes og mister lyst og kræfter til deres gerning.
Tænk, hvis vi behandlede børn på samme måde, som myndighederne behandler medmennesker.
Tænk, hvis enhver fejl i en skoleopgave blev straffet efter gammeldags pædagogiske principper. Mon nogen i vores moderne tid kan forestille sig, at en elev bliver dygtigere af at blive udskammet og få tæsk?
Selvfølgelig ikke.
Herremandsovergreb
Men hvorfor tror myndighederne, at den slags forkvaklede herremandsovergreb virker forbedrende på undersåtternes evne til at få efterafgrøder til at gro under tørkeforhold, eller dyr til at lade være med at skade hinanden, eller hvad der nu kan ske, som kan udløse en sanktion?
Og for at føje spot til skade, bliver undersåtterne ikke blot straffet med bøder og obligatoriske genbesøg og det, der er værre, når et eller andet forhold ikke er perfekt efter kontrollørens vurdering.
Vi skal selv betale for den kontrol, som samfundet mener, at det er nødvendigt at udføre. Og det kan være dyrt.
Vildt stigende priser
Senest har Landsforeningen af Danske Svineproducenter opgjort, hvor meget priserne for de pålagte kontroller er steget de seneste år.
Senest steg priserne for kontrol i nogle tilfælde med henholdsvis 23 procent og 43 procent pr. 1. januar i år. Men allerede den 1. maj trådte yderligere prisstigninger i kraft foruden nye gebyrer. Og lige om lidt, den 1. juli, får priserne endnu et hak opad. Priserne stiger med både 20 og 24 procent, og taksten bliver nu 5700 kroner i timen. Det er altså det, man skal betale, hvis alt er i orden. Hvis der er sat så meget som et lille kryds forkert i et skema, ja så falder hammeren for alvor. For så vanker der bøder oven i timebetalingen.
Det er skrap kost, som ministeren bør gribe ind over for. Og han bør ved samme lejlighed se på principperne for kontrollen.
Der er fornuftige kontrollører. Det ved jeg, men desværre er der alt for mange ufornuftige. Det er, som om kulturen fremmer de tåbelige – ja, endda giver plads til enkelte halvsadistiske typer, som altid dækker sig ind under, at de blot udfører deres arbejde.
Men det er jordens dårligste undskyldning. For selv med tåbelige regler er der plads til en positiv tilgang til kontrolfunktionen. Den enkelte kontrollør har selv et moralsk ansvar for, hvordan vedkommende vælger at udfylde sin rolle.
Og her er der virkelig plads til forbedring i mange tilfælde.
Mærkbar inkompetence
Se blot på den omtale af en trivselsundersøgelse blandt Dyrlægeforeningens medlemmer af Faggruppen Gris, som omtales i denne udgave af Maskinbladet.
Dyrlægerne svarede i undersøgelsen, at de ofte oplever kontrollerne fra Fødevarestyrelsen som værende direkte ubehagelige og præget af manglende faglighed, regelrytteri og overdrevet jurafokus.
Det er i ekstrem grad sørgeligt, at fagligt kompetente dyrlæger skal udsættes for inkompetence i kontrollen. Men det er totalt uantageligt, at kontrollen er ubehagelig. Her må ledelsen skride ind – og måske er det i virkeligheden her, det er galt, når problemet er så udbredt. Og så er det i sidste ende ministerens ansvar, at vi har embedsmænd, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt.
Ordentlig opførsel og respekt for medmennesker samt et vist mindstemål af faglighed må være et ufravigeligt krav, når man på vegne af os alle sammen tjekker, om tingene foregår, som de skal.
Udrensning i ledelseslaget ønskes
Det her er uantageligt. Mennesker, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, skal ikke arbejde i funktioner, hvor de skal møde andre mennesker. Her må et mindstemål af social kompetence være et ufravigeligt krav.
Men helt overordnet trænger vi til et opgør med millimeterpræcise regelformuleringer, og så skal der ske en voldsom kulturændring i kontrolsystemet. Det kræver formentlig en større udrensning i ledelseslagene, for meget tyder på, at det er kulturen i organisationerne, det er galt med.
(Indlægget har også været bragt som leder i Maskinbladet, du kan se avisens onlineudgave via linket HER. Skribenten har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside. En af de groteske sager, som Maskinbladets chefredaktør henviser til, er utvivlsomt Peter Eliassen-sagen, som du kan læse mere om i læserbrevet herunder).
Derfor anker Bæredygtigt Landbrug efterafgrødesag til Højesteret
