Bæredygtigt Landbrug protesterer mod planer om undergødskning

Foreningen foreslår i høringssvar til ny bekendtgørelse, at lovbefalede normer i stedet gøres vejledende

gødning

”Udkast til bekendtgørelse om jordbrugets anvendelse af gødning i planperioden 2023/2024” lægger op til at reducere den enkelte danske landmands kvælstofkvote – og dermed til at undergødske afgrøderne.

Det har Bæredygtigt Landbrug netop opponeret imod i et høringssvar til Landbrugsstyrelsen, hvor foreningen advarer mod lovkravet og i stedet foreslår, at dette års normer på grund af den usikre verdenssituation gøres vejledende.

BL-direktør: Betænkelig udvikling

”Bæredygtigt Landbrug er meget betænkelig ved, at vi nu igen ser ind i en overordnet reduktion af den N-kvote, som tildeles den enkelte landmand. Siden Landbrugspakkens vedtagelse og gennemførelse i 2015/2016 er der reelt sket en voldsom reduktion i muligheden for at anvende den optimale kvælstofmængde til afgrøderne”, skriver BL’s faglige direktør Jørgen Evald Jensen eksempelvis i høringssvaret.

Han påpeger, at den nye bekendtgørelse på uvidenskabelig vis nok en gang strammer kravene til landbrugets gødningsanvendelse.

Husk direktivets bestemmelser om ligevægt

Jørgen Evald Jensen gør i høringssvaret opmærksom på vigtigheden af, at dette års normer gøres vejledende, idet bekendtgørelsens normer kan blive meget forkerte i den nuværende situation, hvor priser på både kvælstof og afgrøder som følge af verdenssituationen er meget svingende.

”Det betyder, at beregningen af N-normerne ikke afspejler den vækstsæson, de bliver beregnet for. Det kan ikke være i overensstemmelse med Nitratdirektivets krav om ligevægt mellem afgrødernes kvælstofbehov og den samlede tilførsel af kvælstof fra jorden og fra tilført gødning. De for høje krav til udnyttelse af husdyrgødning samt for høje krav til eftervirkning af efterafgrøder er således ej heller i overensstemmelse med Nitratdirektivets bestemmelser om ligevægt”, skriver Jørgen Evald Jensen.

Du kan læse hele høringssvaret fra Bæredygtigt Landbrug via linket HER.

Effektivt Landbrug har også omtalt BL-høringssvaret, og onlineudgaven af dén artikel kan du se HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@blb.dk

Scroll to Top