Miljøministeriet kan ikke dokumentere en positiv effekt af fire årtiers indsats

Af Poul Vejby-Sørensen, cand.agro. og ekstern faglig rådgiver, Bæredygtigt Landbrug

Medio juni kom Vandområdeplanen for 2021-27 – den tredje og sidste i rækken af vandområdeplaner ledsaget af mange tusinde sider bilag, notater, miljørapporter og nye bekendtgørelser.

Ministeriet mener måske, at det styrker argumentationen, hvis der er mange sider?

Materialet er vanskeligt at overskue. Men når en plan udsendes midt i eksamenstiden, slipper den naturligvis ikke for at blive bedømt.

Vandplanernes første to årtier

Lad os kaste et blik tilbage til den første vandmiljøplan fra 1980’erne, hvor den kontroversielle strategi med tunnelsyn på ”landbrugets kvælstof” blev udviklet på et mangelfuldt videnskabeligt grundlag og siden er blevet fastholdt på trods af omfattende kvalificeret kritik fra ind- og udland.

Effekten af de første par årtiers indsats blev beskrevet i Natur- og Landbrugskommissionens statusrapport, som blev oversendt til Folketingets Miljøudvalg i september 2012.

I statusrapporten vurderede de ansvarlige eksperter resultatet af de første to årtiers indsats og den medicin, de selv havde ordineret. Deres konklusioner var ikke til at misforstå:

”Selvom der har været en klar reduktion i tilførslerne af kvælstof og fosfor fra land, er der ikke sket en entydig positiv udvikling i havmiljøet som respons herpå.”

”Iltforholdene er ikke blevet bedre i hverken fjorde, kystnære områder eller de åbne farvande.”

”Lysforholdene i fjorde og kystnære områder, som har betydning for ålegræssets dybdeudbredelse, er ikke generelt blevet bedre på trods af faldende koncentrationer af kvælstof.”

Når det gælder udbredelsen af ålegræs langs de åbne kyster og i yderfjordene, har dybdegrænsen ikke vist nogen signifikant udviklingstendens siden 1989, mens inderfjordenes og Limfjordens ålegræs generelt har udviklet sig negativt, idet ålegræsset er rykket ind på lavere vand.”

Den mulige årsag

Kommissionen peger i bilag 7 til rapporten også på en mulig årsag. ”Atmosfærisk kvælstof kan ikke optages af planter og alger i vandmiljøet. Derimod er visse bakterier i stand til at udnytte denne kvælstofkilde ved kvælstoffiksering. I vandmiljøet er det især kvælstoffikserende cyanobakterier (blågrønalger), der på denne måde kan bidrage med nyt kvælstof i vandmiljøet, udover det der kommer fra land”.

Der er dokumentation for, at denne kvælstoffiksering finder sted i stor skala i Østersøen, i Limfjorden og andre fjorde med lavt saltindhold. Og den fremmes ved højt indhold af fosfor. Den bioaktive fosfor i fjordene kommer især fra rensningsanlæg, hvor spildevand renses for dårligt eller slet ikke renses, når der er overløb. Det er fuldt dokumenteret, at der slet ikke er styr på spildevandet!

Den ”kvælstofbegrænsning”, der fejlagtigt bruges som løftestang for restriktioner på dyrkningsfladen, opstår, FORDI økosystemet modtager for meget fosfor. Og da fosfor hovedsagelig stammer fra urenset spildevand, er det dybt kritisabelt, at Miljøstyrelsen og Aarhus Universitet ikke for længe siden har råbt vagt i gevær, men ladet situationen fortsætte årti efter årti med milliarddyre konsekvenser for samfundet og især landbruget i form af kvælstofregulering og påtvungne efterafgrøder, der i øvrigt ikke virker efter hensigten.

De seneste to årtier

Ser vi på den senere periode og den aktuelle vandområdeplan for 2021-2027, er det ikke blevet bedre.

Universitetsrapporterne om miljøtilstanden (NOVANA) fortæller igen og igen, at koncentrationen af klorofyl er høj, at vandet stadig er så uklart og sigtedybden så ringe, at ålegræssets dybdegrænse er reduceret i de marine områder. Miljøstyrelsen beretter, at der siden 2012 har været en stigende tendens i algemængden og algevæksten.

Miljøministeriet har tabt næsten 40 års kvælstofkrig mod økosystemet

Miljømålene for 95% af kystvandene og 56% af søerne bliver ifølge vandområdeplanen ikke nået i 2027, og man overvejer nu fristforlængelse. Som om det skulle hjælpe, når Miljøministeriet assisteret af Århus Universitet samtidig vil fortsætte med den medicin, der ikke har virket i 40 år! Blot i en stærkere dosis. Uden reel dokumentation kræver Miljøministeriet i vandområdeplanen en yderligere reduktion på 13.000 ton kvælstof.

De 13.000 ton er fastlagt gennem modelberegninger udført i et samarbejde mellem DHI, DTU og Århus Universitet, og beregningerne angives at være baseret på bl.a.:

1. andre landes udledning af kvælstof og fosfor,
2. kvælstofpåvirkningen fra atmosfæren, samt
3. fosforudledningen fra danske kilder.

Dyrkningsfladen bliver altså belastet med krav begrundet i andre landes udledninger (1), i den N-fiksering, som især fremmes af den store fosforudledning fra spildevand (2), og i det faktum, at der ikke stilles – og især ikke håndhæves – tilstrækkelige krav til fosforudledningen fra spildevand (3). Alle tre faktorer ligger uden for landbrugserhvervets indflydelse. Alligevel pålægges landbruget en straf.

Urealistiske 13.000 ton N

Mon nogen tror, at der kan opnås en reduktion på 13.000 ton N, når reelt intet har kunnet opnås i mere end 10 år?

Mon nogen tror, det i givet fald ville virke, når tidligere omtalte store reduktioner i den landbaserede kvælstofudledning siden 1980’erne ifølge eksperterne selv ikke har virket? I øvrigt kan faglitteraturen ikke fremvise tilfælde, hvor begrænsning af kvælstof har ført til succes for vandmiljøet.

Kendsgerningen er, at Miljøministeriet har tabt 40 års kvælstofkrig, der har kostet landbrugserhvervet milliarder af kroner.

Det dokumenterer omtalte notat fra Natur- og Landbrugskommissionen til Folketingets Miljøudvalg i 2012, ministeriets egne opgørelser i flere års NOVANA-rapporter, samt den kendsgerning, at 95% af alle fjorde, kyster og indre farvande sammen med 56% af alle søer efter de 40 års indsats ikke er kommet i god økologisk tilstand.

Det bør få konsekvenser!

(Indlægget har også været bragt som kronik i Avisen Danmark, der er fællessektionen for samtlige dagblade i mediekoncernen JFM. Du kan se onlineversionen via linket HER).