Også vores vandløb kræver klimatilpasning

Med de øgede regnmængder er det vigtigt, at også vores vandløbs vandføringsevne klimatilpasses, skriver Bæredygtigt Landbrugs faglige konsulent

vandløb-høj-vandstand

Debatten om klimaændringer handler mest om temperatur. I Danmark er temperaturstigningen ca. 1,8°C over perioden 1980 til 2020. Altså under den fastsatte 2 procent målsætning. I samme periode er nedbørsmængden i store dele af Danmark øget med over 50 mm, og grundvandsstanden er steget med op til 0,5 meter. Derfor er det vigtigt allerede nu at tænke på sikring mod oversvømmelser og sikring af en fremtidig fødevareproduktion.

I landbruget er den grønne omstillingen i fuld gang, men lovgivning og bureaukrati sætter også her grænser for udvikling. De synlige tegn på tilpasninger, som kan ses fra landevejen, er f.eks., at arealer med en tropisk afgrøde som majs er steget. Sammenfattende kan man sige, at vi i Nordeuropa får øgede udbytter af afgrøderne på grund af længere vækstsæson og en længere frostfri periode.

Der hvor tilpasningen især halter, er omkring dræning og vedligehold af vandløb og vådområder i forhold til de stigende nedbørsmængder. De stigende nedbørsmængder øger behovet for en mere effektiv afvanding, både på landbrugsarealer, ved vores kyster og i byerne. Dette behov øges betydeligt ved, at der årligt udtages ca. 7000 hektar landbrugsjord, primært til bebyggelse, industri og befæstede arealer. Derved kan disse arealer ikke længere optage regnmængder, men leder regnmængderne direkte ud i vores i forvejen overbelastede vandløb.

Vandløb skal være både rekreative og effektive vandveje, så oversvømmelser undgås. Når dræning også er så vigtig, er det fordi en drænet mark sikrer en veletableret afgrøde, der kan optage næringsstoffer så stor en del af året som muligt, og samtidig er i stand til at optage en meget større mængde regn end en sump – til glæde for både by og land.

På grund af de store klimaændringer og mindsket fødevareproduktion i Sydeuropa, bliver der i stigende grad brug for afgrøder og fødevarer, der produceres i Danmark. Derfor har vi også en produktionspligt. Det skal ske bæredygtigt, derfor er det vigtigt, med en hurtig, professionel, grøn og effektiv klimatilpasning af både vores vandløb og de dyrkede arealer. Det går nærmest baglæns i dag.

Scroll to Top