Hvis vi i Danmark skal have en klimapolitik, der batter, må vi begynde at se alvorligt på mindst to forhold:
1. Danskernes reelle klimaudledning
2. Hvor i Danmark der udledes mest
I 2021 er de danske udledninger beregnet til 44 mio. ton CO2-ækvivalenter, når man ser på udledningen inden for Danmarks grænser. Det svarer til 7,5 ton CO2-ækvivalenter pr. indbygger i Danmark. Det er kun en lille del af sandheden. For hovedparten af de udledninger, som vores nutidige livsform afstedkommer, sker i udlandet, når de i Kina, USA, Indien og Tyskland (for blot at nævne de væsentligste) producerer varer, der forbruges i Danmark.
Danskernes samlede forbrug er siden 1990 steget med et betydeligt CO2-udslip til følge. Fra ca. 15 ton CO2 i 1990 til omkring 17 ton CO2 pr. indbygger i 2021. Det er de tal, vi skal regne med. Ellers snyder vi på vægten.
Samtidig viser satellitmålinger af CO2-udvekslinger i Danmark for kalenderåret 2020, at de største udledninger kommer fra de store byer, som København på over 40.000 tons CO2 pr. kvadratkilometer, medens f.eks. græsmarker i Vestjylland, roemarkerne på Lolland og skovene havde årlige nettooptag af CO2.
Det fratager ikke landbruget ansvaret for at gøre en endnu større indsats. Det påhviler jo alle. Og landbruget fortsætter da også sin positive klimaudvikling. Allerede i perioden 1990 til 2021 havde landbruget reduceret sine samlede udledninger betydeligt, endda uden at CO2-gevinsten ved dyrkede planters optag medregnes. Udviklingen fortsætter – f.eks. fortrænger både energiafgrøder og biogas de fossile brændstoffer, der er de største CO2-syndere. Der er grund til klimamæssigt at satse på landbruget og dansk planteavl. En intensivt dyrket mark optager jo langt mere CO2, end en brakmark. Og så betyder dyrkning også dansk produceret mad – også til udlandet. (Indlægget har været bragt i flere medier – bl.a. i Maskinbladet – se HER
