Bæredygtigt Landbrugs klage over Ringsted Kommune rydder forsiden

Dagblad beskriver foreningens klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet over den manglende oprensning af Ringsted Å

medium

Det er bestemt ikke kun landbrugspressen, der interesserer sig for Bæredygtigt Landbrugs kamp for at få renset Ringsted Å op. Også lokalpressen – og ikke mindst Dagbladet i Ringsted – har slået sagen stort op, endda som den bærende forsidehistorie mandag.

”Kommune bryder lov: Landmænd kræver handling”, lyder det henover Dagbladets forside – hvor det berettes, hvordan Ringsted Å engang var et sted for nydelse og rekreation, i dag kan man ikke se åen for bare slam.

Det beskrives også, hvordan Ringsted Kommune i årevis har ladet åen stå hen og ikke renset den op, og hvordan myndighederne følger anvisningerne i et ulovligt regulativ. I mellemtiden er markernes dræn stoppet til, hvilket medfører ufrugtbar jord og dårligere afgrøder. Derfor kræver lokale landmænd – og Bæredygtigt Landbrug – en oprensning af åen, og parterne har derfor henvendt sig til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

”Vandløbet er i en ulovlig stand og har været det lige siden midten af 1990’erne. Problemet er selvsagt blevet værre og værre gennem årene – selv om Ringsted Kommune hele tiden har kendt til ulovlighederne”, er BL’s chefjurist Nikolaj Schulz citeret for i avisartiklen.

Ringsted Kommunes natur- og miljøforvaltning afviser i Dagbladet beskyldningerne – og forklarer, at man ikke kender til nogle landmænds tab på afgrøderne som følge af oversvømmelser.

Hvis du abonnerer på mediet, kan du se Dagbladet Ringsteds hjemmesideversioner af historien HER og HER.

Der er desuden mere om sagen i den aktuelle pressemeddelelse fra Bæredygtigt Landbrug herunder.

Bæredygtigt Landbrug forlanger oprensning af Ringsted Å

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@blb.dk

Scroll to Top