Af Vagn Lundsteen, planteavlsrådgiver, AgroPro
I den nye dyrkningssæson, der startede den 1. august, er kvælstofnormerne igen reduceret for flere afgrøder.
Mest afgørende for vinterraps og vinterhvede. Reduktionen er uforståelig set i lyset af den aktuelle situation i landbruget, hvor der netop er behov for alt det kvælstof, der kan skaffes for at producere optimalt.
Ud over faldet i kvælstofnormerne hæves normudbyttet for flere afgrøder. Og selvom en forøgelse af normudbyttet i de flestes ører kunne lyde positivt, er det ikke tilfældet. Normudbyttet er det, som landmanden i fem år i træk skal høste, for at der kan blive tale om at tildele mere kvælstof end i normen for den enkelte afgrøde.
Normudbyttet er en vigtig faktor
Det lyder avanceret, og det er det også. Derfor er det også de færreste, der sætter sig ind i det og forstår det. Men normudbyttet er en vigtig faktor. Jo højere normudbyttet er, jo sværere er det for landmanden at tildele ekstra kvælstof, selv om han høster mere end gennemsnittet.
For at kunne tildele afgrøderne ekstra, skal landmanden kunne dokumentere, at han i gennemsnit af fem år har høstet mere end normudbyttet. Derfor er det afgørende, om normudbyttet i vinterhvede er på 78,8 hkg/ha (som er gennemsnitsudbytte) eller 98 hkg eller 102 hkg/ha, der gælder for nogle jordtyper denne sæson. Kun meget få kan hvert år høste 102 hkg/ha. Det er derfor meget få, der kan bruge udbyttereguleringen til noget. Derfor bør normudbyttet afspejle et dansk gennemsnitsudbytte og ikke et med danske kvælstofnormer teoretisk topudbytte.
Ondsindet spiral
Problemet er, at når der hvert år undergødes i forhold til, hvad planterne bortfører, falder jordens indhold af humus og kvælstof. Det gør det endnu sværere at opnå udbytter over normudbytter. Landmanden er i en ondsindet spiral, hvor han kan skimte kysten, men for hvert skridt kommer han længere og længere væk fra den. Derfor bør normudbyttet afspejle det gennemsnitlige udbytte i hvede og ikke et urealistisk højt niveau, som kun de allerfærreste kan opnå.
Teksturanalyser viser, at indholdet af humus falder over hele landet. Det er et udtryk for den udpining, som landbrugsjorden udsættes for, når der hvert år tilføres mindre kvælstof, end planterne bortfører. En udpining af jorden er både i strid med Nitratdirektivet og FN’s 15. verdensmål: At stoppe udpining af jorden.
Teoretisk beregning
I Danmark bestemmes kvælstofnormerne efter princippet: Økonomisk optimum. Det er en økonomisk beregning foretaget af SEGES, på baggrund af gødningspriser og afgrødepriser. Det lyder principielt rigtigt. Men det er det ikke. Det er en teoretisk beregning, der ikke tager udgangspunkt i afgrødernes bortførsel af næringsstoffer. Økonomisk optimum forudsætter, at der hvert år undergødes, og der tages af jordens kvælstof for at opnå udbytterne. Økonomisk optimum opfylder ikke Nitratdirektivets beregning, hvor der skal gødes efter afgrødernes behov og ikke efter en økonomisk beregning.
Det er derfor en kortsigtet økonomisk beregning, der nogle år er en økonomisk fordel, men som efterlader jorden ringere, end vi overtog den. Er det, hvad vi ønsker? Går vi efter en kortvarig gevinst, eller ønsker vi at efterlade jorden til næste generation mindst lige så frugtbar? Gør vi det, skal vi gøde efter planternes behov og ikke efter en økonomisk teoretisk model, der udpiner jorden.
Landbruget får ikke mange ben til jorden i udvalg
Der findes et normudvalg, som hvert år bestemmer kvælstofnormerne og normudbyttet for hver afgrøde. Udvalget tager ikke hensyn til kvælstoflandekvoten, men alene ud fra forsøg fra SEGES. Det skal laves om.
For det første, fordi SEGES ikke repræsenterer vores kunder i AgroPro Danmark, der har et langt større udbytte og derfor et bedre bytteforhold mellem gødning og udbytte.
For det andet består Normudvalget af Miljøministeriet, Landbrugsstyrelsen, Aarhus Universitet, Københavns Universitet og SEGES. Det siger sig selv, at landbruget ikke får mange ben til jorden her. Slet ikke, når grundlaget for beregningerne ikke er rigtige.
Jeg er vidende om, at der ikke er politisk opbakning til, at landbruget bruger ekstra kvælstof, trods mange gode argumenter for dette: Kulstofbinding, mere protein og derved mindre oversøisk import samt bedre brød og maltbyg. Imidlertid kan forslagene løses uden en overskridelse af kvælstoflandekvoten, da der hvert år er 30-40.000.000 kilo kvælstof, der ikke anvendes. Heri ligger en stor del af udpiningen.
Jeg har tidligere haft drøftelser med Landskonsulent Leif Knudsen, SEGES, omkring ligevægtsberegningerne for hver afgrøde. Vi blev dengang enige om ligevægtsberegningerne. Desværre har Leif Knudsen glemt alt om dette og er faldet tilbage til Økonomisk optimum. Tiden er inde til nye tanker og beregninger, der tager hensyn til afgrødernes behov. Jeg har derfor forlangt at deltage i det arbejde.
(Indlægget har også været bragt som læserbrev i landbrugspressen, du kan eksempelvis læse Effektivt Landbrugs og Maskinbladets hjemmesideudgaver HER og HER. Skribenten er tidligere direktør for Bæredygtigt Landbrug og har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).
