gen-niels

Retten til et værdigt arbejdsliv som selvstændig

06. sep 2023 / Af

Af Niels Hauge Mikkelsen, næstformand i Bæredygtigt Landbrug, Granlyvej 39, 5592 Ejby

Man hører ofte begrebet “et værdigt arbejdsliv”. Det handler om arbejdsvilkår og forhold for lønmodtagere, minoriteter og mange andre. Men hvad med de selvstændige? Har de ikke også krav på et værdigt arbejdsliv?

Midt i min sommerferie den 13. juli modtager jeg en skrivelse fra Landbrugsstyrelsen: Deres satellitovervågning af vores marker havde genkendt en anden type afgrøder på dele af marken, end jeg havde angivet i mine ansøgninger. Denne afvigelse skulle jeg indsende dokumentation for, senest den 27. juli, altså 14 dage derpå, ellers ville der falde sanktioner.

Afbrudt feriestemning

Der sad jeg i vores campingvogn med børn og hele familien på ferie og vidste, at satellitterne havde taget fejl. Jeg måtte afbryde feriestemningen og sætte i gang med arbejdet med at få indsendt fotodokumentation via Landbrugsstyrelsens App. App’en virker som for rigtigt mange andre ikke. Flere mails måtte frem og tilbage mellem den lokale kontorfuldmægtig og mig. Det tog glansen af feriedagen.

Hvordan kan man tillade sig at give en 14 dages frist på et spørgsmål, der kræver omfattende dokumentation? Hvordan kan man gøre det overfor landmanden og det midt i skolernes sommerferie?

Landbrugets rådgivningscentre oprettede vagtkorps til at forsøge at håndtere denne nye kontrolform for dem, som ikke magtede at finde ud af det omfattende papirarbejde selv. Centrene blev nødt til at kalde medarbejderne ind midt i deres sommerferie.

Hvad med det offentlige?

De stramme tidsfrister gælder jo helt åbenlyst ikke den anden vej. Jeg måtte vente seks måneder på Miljøstyrelsen for at få flyttet en administrativ streg på “projektafgrænsningsområdet” i et minivådområde, der er et miljøtiltag hos Miljøstyrelsen. Jeg måtte vente fem måneder på kommunen for at få svar på, om jeg måtte grave et dræn op i et §3-område, så mine marker ikke druknede i vand.

Er det at give værdige arbejdsforhold, at man ikke kan disponere – men blot vente?

Danmark har i mange år haft bundrekord i EU omkring andelen af selvstændige på arbejdsmarkedet. Vi er nede omkring 6% nu, og tallet falder støt.

De unge selvstændige giver op

Det er ikke mærkeligt. Alene i de seneste seks måneder har jeg set unge mennesker mellem 25 og 45 år i min omgangskreds stoppe med tøjbutikker, landbrug, frisørsalon m.m. To af dem har været indlagt med hjerteproblemer, trods god kondition. Flere er bukket under af at have haft nul omsætning i corona-perioderne og slutteligt ikke kunne tilbagebetale de sidste lån, som staten krævede diskontorenten +8% for og endeligt indfriet tidligere i år. Det kaldes jo ågerrenter, når andre kræver tilsvarende.

Som en af dem sagde til mig: Hvorfor skal jeg knokle og tage chancen for at være til grin? Er det sådan, de selvstændige skal føle i dette velfærdssamfund? Er det kun for lønmodtagere?

Vi skal som samfund begynde at tænke os gevaldigt godt om, hvis vi stadig vil have små og mellemstore virksomheder i landet – eller vil vi hellere samle arbejdspladserne centralt i store enheder, for at have kapaciteten til at håndtere den tsunami af krav, der er kommet og stadig vælter over erhvervene?

Det er rigtigt, at selvstændige erhvervsdrivende agerer på egen regning og risiko – men har det offentlige alligevel ikke også en forpligtelse til at behandle dem ordentligt og værdigt?

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i diverse medier, du kan eksempelvis se Maskinbladets onlineudgave via linket HER).