Bæredygtigt Landbrug om spildevandsskandale: Dokumenteret lovløshed

Rigsrevisionens kritik af Miljøstyrelsen må være en øjenåbner i forhold til endelig at få gjort noget ved den massive forurening fra kommunerne, mener faglig direktør

GF - Jørgen Evald Jensen 1 2022

Bæredygtigt Landbrugs faglige direktør Jørgen Evald Jensen er decideret rystet ovenpå Rigsrevisionens skarpe kritik af Miljøstyrelsens manglende tilsyn med udledning af spildevand de seneste mange år – og desuden den totale mangel på sanktioner ved lovovertrædelser.

”Det er nu dokumenteret sort på hvidt, hvad vi har sagt længe: Der hersker lovløshed i forhold til at håndtere spildevandet i Danmark”, lyder det fra Jørgen Evald Jensen.

Han hæfter sig ved, at Miljøstyrelsen – ifølge statsrevisorernes rapport – både har manglet overblik over, hvem der udleder spildevand, og hvor meget der udledes. Men især, at hver 10. rensningsanlæg ikke har styr på tilladelserne til udledning af spildevand, og at der samlet set mangler tilladelser til overløbene i flere end otte ud af ti tilfælde.

”Nu må vi forlange, at denne rapport og meget skarpe kritik bliver fulgt op af handling, så der kommer styr på det her. Ellers bliver det umuligt at få genskabt tilliden til de offentlige myndigheder, der enten bevidst eller ubevidst har lukket øjnene for den massive forurening med spildevand”, siger Jørgen Evald Jensen.

”Hvis en landmand havde haft lige så lidt styr på sine tilladelser, var han blevet bombarderet med bunker af politianmeldelser fra statslige styrelser med efterfølgende store bødeforlæg. Og skandalen bliver jo ikke mindre grotesk af den iltsvindsdebat, der lige har præget mediebilledet overalt i landet. For nu ved vi, at de fordelingstal, som alle de kloge hoveder taler om i relation til spildevand og arealbidraget (fra f.eks. landbrug) ikke er valide”, tilføjer Bæredygtigt Landbrugs faglige direktør.

(Ovenstående er også sendt ud som pressemeddelelse. Den omtalte rigsrevisionsrapport kan du se her).

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@blb.dk

Scroll to Top