Forsker: Spildevand betyder meget for vandmiljøet

Professor peger på, at eksempelvis Roskilde Fjord ikke er så hårdt ramt af iltsvind, bl.a. fordi man har fået godt styr på spildevandet fra byerne

nyhedscover_fjorden_m_valmuer_

Landbruget er ifølge visse forskere skurken, når vi taler om iltsvind i det danske vandmiljø. Men sandheden er noget mere nuanceret, hvis man spørger professor Peter Stæhr fra Aarhus Universitet på Risø.

Han peger ligeledes på landbrugets udledninger som én af årsagerne til iltsvind – men fortæller til dagbladet Sjællandske, at når eksempelvis Roskilde Fjord ikke er så hårdt ramt af iltsvind som så mange andre danske fjorde, skyldes det bl.a., at man har fået godt styr på spildevandet omkring fjorden.

”Så over de seneste 30 år har Roskilde Fjord fået det bedre, og vi ser ikke længere iltsvind eller ildelugtende bundvendinger som i 1980’erne, hvor fjorden jo nærmest bare var en kloak”, lyder det fra Peter Stæhr.

Han peger på, at det er vigtigt at fortsætte med at reducere næringstilførslen fra byspildevandet samt begrænse overløbene af urenset spildevand, ligesom gammelt bundslam er en presfaktor.

”Det gælder jo også om at gøre fjorden modstandsdygtig over for fremtidens klimaforandringer”, forklarer eksperten i marin biodiversitet og eksperimentel økologi.

Abonnenter af Sjællandske kan læse mere i artiklen ”Forsker: Vores generation kan gøre flere ting for at forbedre Roskilde Fjord”.

Bæredygtigt Landbrug og foreningens formand Peter Kiær er uhyre flittig i debatten om iltsvind i de danske farvande – hvilket du bl.a. kan forvisse dig om via artiklen herunder.

Peter Kiær om iltsvind: Gør noget ved spildevandsforureningen!

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@blb.dk

Scroll to Top