Myndigheders afgørelser bør bero på valide oplysninger

Derfor er det betænkeligt, hvis f.eks. en kommune tillægger oplysninger fra Arter.dk særlig vægt, skriver Bæredygtigt Landbrugs jurist

Oskar Verdoner Møller vandløbsregulativ

Af Oskar Verdoner Møller, jurist, Bæredygtigt Landbrug

I en informationsfilm fra Miljøstyrelsen beskriver tv-personligheden Sebastian Klein bl.a. hjemmeside-app’en ”Arter.dk” som værende ”[…] et instrument, som hjælper naturen, og som hjælper os med at bevare de sjældne arter derude.” Arter.dk beskrives i samme film som en database af observationer, der benyttes af videnskabsfolk og forskere.

Jeg har personligt intet imod, at man indsamler viden gennem empiriske observationer i en database, der styres af Miljøstyrelsen. Men som juridisk rådgiver bliver jeg bekymret og finder det stærkt betænkeligt, når offentlige myndigheder henviser til disse observationer i konkrete sager, og hvorfor så det?

Flere dårlige eksempler

Som biolog Payana Parton Henriksen fra Miljøstyrelsen beskriver det, så har Arter.dk en stor betydning ”[…] som opsamlingspunkt for viden om naturen. Takket være arter.dk er det nemt for alle at registrere fund af arter. Og gennem arter.dk bliver lokale ildsjæles viden om naturen gjort tilgængelig for en bred kreds inklusive naturforvaltere og myndigheder”.

Det er væsentligt at lægge mærke til ordene: ”nemt for alle at registrere fund”. Det betyder, at alle med en mobiltelefon og adgang til internet kan registrere et nyt fund af en bestemt art, og at denne registrering så efterfølgende kan blive brugt af myndighederne til at oplyse en bestemt sag og træffe afgørelse.

Det er stærkt bekymrende, hvis disse data indgår med vægt i en offentlig myndigheds afgørelse, da det kan være afgørelser, der for en enkelt borger er særdeles bebyrdende eller omkostningsledende. Og jeg ser desværre som rådgiver flere eksempler på, at netop offentlige myndigheder lægger vægt på data fra Arter.dk og lignende databaser.

Højere krav bør stilles

Hvis denne form for ”bevisførelse” og oplysning skulle blive almindeligt anerkendt, betyder det så, at hvis jeg som borger er utilfreds med naboens nye byggeprojekt, så kan jeg blot åbne app’en Arter.dk, registrere et fund af en sjælden og beskyttet art, og herefter gøre myndigheden opmærksom på, at der ikke bør gives tilladelse til bebyggelse på en truet arts habitatområde? Nej, selvfølgelig ikke.

Der må også fremadrettet stilles højere krav til myndighedernes sagsoplysning end Miljøstyrelsens ”allemands”-database Arter.dk. Myndighedernes afgørelser bør altid bero på valide oplysninger og ikke blot på, hvad den almindelige dansker synes at have set af sjældne arter.

Kilde:

https://mst.dk/nyheder/2023/september/sjaelden-edderkop-fundet-paa-moen

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i landbrugspressen, det gælder bl.a. disse hjemmesideversioner hos Maskinbladet og Effektivt Landbrug).

Scroll to Top