Se Bæredygtigt Landbrugs næstformand blive grillet i ”Tæt på sandheden”

Niels Hauge Mikkelsen spillede en af hovedrollerne, da den nyeste udgave af det populære tv-show med Jonatan Spang blev vist lørdag aften

gen-niels

Bæredygtigt Landbrugs bestyrelsesmedlemmer er ikke bange for at stille op til både pjat, drillerier og decideret hån – hvis det giver en mulighed for at komme ud over rampen med foreningens budskaber.

Det lykkedes da også for næstformand Niels Hauge Mikkelsen at levere flere gode punchlines, da han lørdag aften deltog i comedyshowet ”Tæt på sandheden” på Danmarks Radio.

Den udsendte reporter fra tv-programmet – hvor ugens nyheder og tidsaktuelle tendenser tages under kærlig men bestemt behandling af den kendte komiker og skuespiller Jonatan Spang – gjorde ellers, hvad hun kunne, for med sin pågående og lidt provokerende stil at få den vestfynske landmand til at miste tråden og overblikket under interviewet om den kommende CO2-afgift. Men Niels Hauge Mikkelsen bevarede roen og var fra bedriften tydeligvis med til at skabe både grin og god stemning på den varme linje hjem til tv-studiet, ligesom han fik rig lejlighed til at fortælle, hvad han og Bæredygtigt Landbrug synes om en afgift på den hjemlige fødevareproduktion.

”Hvis vi landmænd skal bruge vores penge på en afgift, har vi ikke penge til de løsninger, der skal hjælpe klimaet”, lød det eksempelvis fra Bæredygtigt Landbrugs næstformand.

Den nyeste udgave af ”Tæt på sandheden” gemmer sig bag linket her. Det er fra begyndelsen af udsendelsen, at der tales om CO2-afgift på landbrug, og interviewet hjemme fra Niels Hauge Mikkelsens bedrift lidt udenfor Ejby finder sted fra fire minutter og 40 sekunder inde i programmet – og cirka fire minutter frem.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@blb.dk

Scroll to Top