Det er langt fra kun Bæredygtigt Landbrug, der i skarpe vendinger advarer mod en kommende CO2-afgift på landbrugets biologiske processer. Også den globale frøvirksomhed DLF’s bestyrelsesformand Christian Høegh-Andersen kom ind på emnet, da han forleden aflagde beretning på selskabets generalforsamling.
At CO2-afgiften ifølge regeringsgrundlaget ikke må forringe erhvervets konkurrenceevne, og der ikke må flyttes arbejdspladser ud af landet samlet set, er således ikke nok til at betrygge bestyrelsesformanden. Som heller ikke føler sig beroliget af meldingen om, at provenuet fra afgiften ifølge ambitionen skal føres direkte tilbage til landbruget og bruges på at understøtte den grønne omstilling i erhvervet.
”Her er der lige et tidsmæssigt problem”, pointerede Christian Høegh-Andersen ifølge omtalerne i Effektivt Landbrug og Maskinbladet.
”For afgiften rammer landmanden fra dag ét, mens tilbageførte midler traditionelt udmøntes i projekter, som først giver bonus efter flere år. I den mellemliggende periode kan mange landmænd være tvunget til at dreje nøglen om”, tilføjede han.
Du kan se et af Bæredygtigt Landbrugs mange debatindlæg om CO2-afgiften via linket herunder.
CO2-afgift vil ødelægge min og mange andre landbrugsbedrifter
Af Christian Ingemann Nielsen, cin@blb.dk