Krydsfeltet mellem afvandingsinteresser og miljøinteresser er ofte stillet op som modsætninger. Det er en falsk modsætning, påpegede professor Peter Pagh på Vandløbskonferencen i Fredericia onsdag den 22. november. Professoren sagde, at han savnede forståelse for, at dem, der varetager menneskers interesser, ikke er mod naturen. På samme måde som man ikke kan sætte ønsket om afvanding som modsætning til naturinteresser.
Professor Pagh brugte en sag fra Holstebro som udgangspunkt og konkluderede, at de store klimatilpasningsprojekter ikke forhindres af EU – hverken VVM-direktiver eller habitatsdirektiver – det er derimod den måde disse regler er gennemført i dansk ret.
Og konsekvenserne af manglende handling og af handlingslammelse er muligheden for alvorlige oversvømmelser af Holstebro by og kloaknet. Mon det er bedre for miljøet, når vandet derefter trækker sig tilbage til vandløbet, spurgte han retorisk. Og påpegede muligheden for at anvende undtagelsesbestemmelsen for at hindre denne oversvømmelse med en by- og naturkatastrofe til følge.
Det er kun ministeren, der kan fravige de fastlagte miljømål i forhold til konkrete projekter. Det kan ske ved hjælp af den såkaldte undtagelsesbestemmelse. Denne bestemmelse er ikke meget brugt i Danmark. I Danmark er den således brugt 8 gange siden 1994 – i Sverige er den brugt mindst 8000 gange – om året.
I det hele taget var krydsfeltet mellem EU-lovgivning og direktiver og dansk ret i søgelyset. Og mens juristerne påpegede, at der ikke i den danske ret er en rangordning af love, mente Dorte Balle Harder fra Miljøministeriet, at EU-retten havde forrang.
Hun lagde vægt på vandløbenes multifunktionalitet, mens Lasse Baaner ph.d. i Jura på Københavns Universitet lagde væg på 1982-lovens fokus på afvandingsevne.
Baaner påpegede bl.a., at i EU-direktiver hedder det på engelsk, at der skal VVM til, hvis der er tale om flood relief works – det er i den danske oversættelse blevet til, at der skal VVM til, hvis man vil regulere et vandløb. Det giver en meget væsentlig forskel.
Samtidig understregede han, at
- Den fri dræningsret gælder kun til ikke rørlagte åbne vandløb.
- Ved private vandløb har man ret til at gøre, hvad man kan for at holde vandløbet f.eks. helt grødefrit. Ved offentlige vandløb er kommunen forpligtet på regulativet.
Professor Torben Larsen fra Aalborg Universitet anbefalede i sit indlæg om logikken i regulativtyperne rent hydrologisk, at man tog begrebet skikkelse ud af loven og udelukkende fokuserede på vandføringsevnen, fordi vandføringsevnen er det centrale.
Helge Danneskiold-Samsøe gennemgik en række praktiske og håndgribelige eksempler på hvordan man i hans område havde arbejdet med vandløbene, når mere vand skal flyttes. En ting stod klart: Vandparkering virker ikke, hvis der kommer regn tre måneder i træk – så er det bedre med omløb.
Og så var der bred enighed blandt indlægsholderne om, at det sjældent er reglerne, der står i vejen for de gode løsninger.
Af Anne-Marie Glistrup, amg@blb.dk
