Af Gustav Garth-Grüner, næstformand i Bæredygtigt Landbrug, Sandbygaard, Glumsø
Danmarks implementering af den tredje vandmiljøplan har været undersøgt af et panel af internationale forskere. De kommer slet ikke frem til, at den danske kvælstofindsats er eksemplarisk. Sådan lyder det jo ellers ofte i debatten.
De internationale forskeres rapport blev lækket for tidligt og i en ufærdig form. Det betyder, at mange – både visse forskere, nogle journalister og nogle politikere – talte og stadig taler ud fra den ufærdige rapport – hvor ganske væsentlige forhold, fakta og konklusioner endnu ikke var medtaget.
Spørgsmålstegn ved den danske implementering
Det er derfor vigtigt at fastslå, at i den endelige rapport sættes meget væsentlige spørgsmålstegn ved den danske implementering af vandmiljøplanerne og f.eks. deres måltal for klorofyl A (dvs. koncentrationen af alger målt i μg pr. liter). Det er ud fra dette måltal, man bestemmer kvælstofindholdet i vandet. Det bliver gjort anderledes i Danmark end i resten af EU.
De danske forskere har således sat lavere målkrav til referenceværdier for klorofyl A end de øvrige lande rundt om Østersøen.
Det vil sige, at kravene til vandet pludselig ændrer sig, når vandet passerer ind over den danske grænse.
Det betyder, at vandet lige pludselig skal have et mindre indhold af klorofyl A for at opnå den tilstand, man ønsker.
Forskelle på grænseværdier
Man kan også sige, at grænseværdierne ændrer sig ved grænsen! Men hvis vandet har en god økologisk tilstand i tyske farvande ifølge internationale fastsatte aftaler, bør det jo være sådan, også når det flyder ind i de danske farvande.
Vandrammedirektivets krav er fælles aftalt (interkalibrerede). Men danske forskere har fastsat deres egne og meget lavere krav til målene for klorofyl-indhold i vandet, hvilket ikke er i overensstemmelse med Vandrammedirektivet.
I ikke færre end 17 vandområder er der anvendt referenceværdier på måltal for klorofyl A, der er for lave i forhold til de af EU fastsatte værdier.
Alt for ensidig fokus på kvælstof
Det betyder, at det ser ud, som om man skal gribe ind overfor problemer i vandmiljøet langt tidligere i Danmark – end i landene omkring os. Det betyder, at det ser ud, som om man skal gribe ensidigt ind overfor kvælstof – i stedet for at se på flere faktorer.
Og da vi ikke kan påvirke indholdet i det vand, der kommer til os fra f.eks. Østersøen, står landbruget for skud.
Der er ikke sket noget med kvælstofindholdet de seneste 10 år, fortsætter visse forskere så.
Nej, det har Bæredygtigt Landbrug jo sagt længe. At ligegyldigt hvad vi får pålagt af restriktioner, som vi i landbruget følger nøje, sker der ingenting med kvælstofindholdet i vandet.
Forkerte virkemidler og mål
Det er fordi, der både er tale om:
- Forkerte virkemidler – indgreb på dyrkningsfladen virker ikke.
- Forkerte mål – Vandrammedirektivet taler ikke om kvælstof, men om god økologisk tilstand.
Samtidig sætter Second Opinion-rapporten en løftet pegefinger ved den såkaldt statistiske model. Det er den model, der også går under navnet Markager-modellen. Den kritiseres, fordi de påståede statistiske sammenhænge flere steder er alt for usikre.
Den anden model, der anvendes, og som er udviklet af DHI, bliver derimod godkendt og rost. Det er bare ikke helt nok, når den bruges på de forkerte danske forudsætninger, som beskrevet ovenfor.
Ændrede reduktionskrav, tak!
Nogle konklusioner af den færdige rapport er derfor:
- At iltsvindsproblemer ikke løses ved ensidige kvælstofreduktioner fra dansk land. Det kræver en meget bredere og større indsats på alle presfaktorer og i samarbejde med de øvrige lande omkring Østersøen.
- At det er nødvendigt med en genberegning af tallene og en genberegning af de nuværende reduktionskrav i vandmiljøplanen.
Vi forventer derfor, at hele grundlaget for vandplanerne skal genberegnes med anvendelse af Vandrammedirektivets regler. Vi forventer, at det vil ske snarest.
(Indlægget er også sendt som debatindlæg til Altinget).
