De officielle (bort)forklaringer går i en bue uden om en helt central årsag: Vandløbenes manglende vandafledningskapacitet. Gennem årtier er vandløbenes kapacitet bevidst blevet forringet, selv om afledningsbehovet er blevet større.
De fleste kan regne ud, hvad der sker, hvis man åbner for vandet og tilstopper afløbet fra badekarret. Men denne simple logik og erkendelse er aldrig nået frem til embedsmændene i miljøministeriet – endsige et politisk flertal.
Miljøministeriet har gennem årtier vejledt vandløbsmyndighederne om at tilstræbe højere grundvandsstand gennem dårligere oprensning af vandløb.
For 8-9 år siden, hvor der var store oversvømmelser, forfægtede miljøministeriet og ingeniørfirmaet Rambøll det direkte pinlige synspunkt, at det er ligegyldigt, om vandløbene vedligeholdes eller får lov at gro til og fyldes med slam.
Det er grotesk, at mens vejrguderne gennem en årrække har sendt mere og kraftigere nedbør over landet, har miljøministeriet løbende opfordret kommunerne til at reducere afløbskapaciteten i vandløbene. Resultatet er flere oversvømmelser i landskabet og ødelæggelser af både bygninger, jordarealer og landbrugsafgrøder. Det sker jævnligt: For 4 år siden, nu igen og også fremover.
Miljøministeriet beskriver godt nok indsatsen som ”vandløbsrestaurering” eller ”ændret vedligeholdelse”. Men begge begreber dækker over ministeriets bestræbelser på at reducere vandløbenes vandtransportevne for at hæve vandspejlet i vandløbene og dermed grundvandsspejlet i omgivelserne.
Forhøjet grundvandsstand fylder jordens porer og fjerner dens buffervirkning, så nu selv mindre nedbørsmængder fører til oversvømmelser. Højt grundvand ødelægger bygninger og anlæg og reducerer udbytterne til skade for miljø (kvælstofudledning) og klima (CO2). Desuden fører vandfyldt jord til frigivelse af bundet fosfor (”fosformobilisering”). Seneste eksempel på ødelæggelser er dæmningsbruddet i Odder. Manglende vedligeholdelse af Døde Å i Aarhus truer nu et renseanlæg med potentielle forureningsskader til følge.
Det begyndte i 1970’erne
Allerede fra midten af 1970’erne begyndte miljømyndighederne at begrænse vandløbenes vandføringsevne. Efter en større undersøgelse af vandløbene gennem perioden 1976-1995 opgjorde DMU i 1997, at halvdelen af de undersøgte vandløb havde fået begrænset vandføringsevnen, mens kun 10 % havde fået større vandføringsevne.
Den gennemsnitlige vandstandsstigning var på 5 cm. Men for den halvdel, der havde fået begrænset vandføringsevnen, betød det en vandstandsstigning på gennemsnitligt 16 cm – varierende fra 4 til 42 cm. Og udviklingen er fortsat med uforandret styrke siden 1995.
Fifleri med en række vandløbsregulativer og beregningsmodeller for vandføringen har ført til stigning i vandstanden på 50 cm eller mere.
Ensidig vejledning fra Miljøministeriet
Miljøministeriet har i årevis bombarderet kommunerne med vejledning i, hvordan de som vandløbsmyndighed kan hæve grundvandsspejlet (og tilsidesætte Vandløbslovens grundsætning om opretholdelse af Status Quo) ved at undlade at vedligeholde (oprense og grødeskære) vandløb. Ministeriet udsendte bl.a. denne opfordring i 2007:
”Nedsættelse af vandløbets vandføringsevne og dermed en øget grundvandsstand på arealerne tæt på vandløbet kan … opnås alene ved at ændre vandløbsvedligeholdelsen. Det kan f.eks. ske ved udelukkende at bortskære grøden i en strømrende fremfor at fjerne al grøden i vandløbet. Herved nedsættes vandføringsevnen på grund af de tilbageværende planters modstand mod vandets strømning, og der skabes mulighed for en hurtig sedimenttilvækst i bredzonerne med tilbageværende grøde. Vandløbet kan dermed hurtigt indsnævres og riparisk vegetation kan indvandre i de hævede bredzoner. På sigt vil dette også medvirke til at øge oversvømmelsesfrekvensen og forstærke hævningen af grundvandsspejlet… ”.
Citatet er jo en ren tilståelse fra ministeriet.
Men da store oversvømmelser i oktober 2014 ramte Vendsyssel, fik piben straks en anden lyd. Den daværende miljøminister, Kirsten Brosbøl, benægtede ministeriets ansvar ved at henvise til, at kommunerne er ansvarlig myndighed. Underforstået: De kunne bare lade være med at rette sig efter Miljøministeriets vejledning.
Ministeren betegnede det ligefrem som ”absurd”, at ministeriet skulle have et medansvar – og dermed være ansvarlig for egen rådgivning.
I et samråd i Folketingets Miljøudvalg 15. januar 2015 mente ministeren ligefrem, at det var ”helt ude i hampen” at ministeriet kunne bære et medansvar for oversvømmelser, selv om ministeriet altså havde vejledt om at skabe ”øget grundvandsstand på arealerne tæt på vandløbet”. I samrådet henviste ministeren til et papir, som hun havde rekvireret hos ingeniørfirmaet Rambøll: Heri forsikrede en markedschef – men altså IKKE en hydrolog – at “hverken øget vedligeholdelse eller opgravning ville have gjort en forskel” på oversvømmelserne. Måske fik ministeriet den musik, man havde betalt for. Men ministeriet kan umuligt have været i god tro om sådan en ”røverhistorie”!
Ministeriet fortsætter rejsen mod sumpen
Her et årti senere er der ikke sket noget. Der er ikke sat bredt ind med oprensning af vandløb. Selv om man prøver at bortforklare ansvaret, kender man udmærket sammenhængen: Miljøministeriet har netop selv fremhævet sammenhængen mellem vedligeholdelsestilstand og vandføringsevne i vejledningen til kommunerne således: ”Nedsættelse af vandløbets vandføringsevne og dermed en øget grundvandsstand på arealerne tæt på vandløbet kan opnås alene ved at ændre vandløbsvedligeholdelsen”.
Oversvømmelserne er i virkeligheden en bragende succes for miljøministeriet! Hvad siger ansvarlige politikere til situationen?
Skal Danmark holdes oven vande – eller skal vi have udpeget en forsumpningsminister?
Indlægget har også været bragt i Effektivt Landbrug.
Poul Vejby-Sørensen, cand. agro.
Ekstern rådgiver, Bæredygtigt Landbrug
