gen-niels

Hæv niveauet. 

29. jan 2024 / Af

Niels Hauge Mikkelsen, næstformand i Bæredygtigt Landbrug, Granlyvej 39, 5592 Ejby   

Den internationale debat er i de sidste mange år, skredet ud i en bundløs mudderpøl.  

Tilbage i 2020 skrev jeg en kronik “et splittet land”, der handlede om splittelsen og vejen til Trump samt Brexit og om marginalisering af folk i yderområderne.  

I de forgangne 3 år har EU oplevet det samme gradvise skred, hvor argumenter sløres af mindre juridisk og fagligt indhold og erstattes af personangreb.  

I de år, har vi set massive demonstrationer af landmænd i et stort antal europæiske lande, senest med 100.000 traktorer på de tyske veje. En ung hollænder blev skudt.  

Årsagerne har været forskellige: uforståelige klimatiltag, afgifter, grænseløs import af ukrainsk korn mm.  

Alt sammen med samme fællesnævner: ringere vilkår for yderområderne, deres erhverv, kultur og identitet.  

Et af World Economic Forum, (WEF) seneste konklusioner om truslen mod demokratiet, var misinformation. I samme boldgade kan ligge en latent manglende information til de demokratiske vælgere.  Og et fravær af dybtgående demokratisk debat med folk fra yderområderne. 

Hvordan skal eksempelvis dansk landbrug reagere, når en CO2 afgiftsmodel lander? Vel vidende at de seneste modeller for f.eks. lavbundsjorde og deres emission var voldsomt overdrevet. En sådan usikkerhed i modellerne kunne/kan påføre uoprettelig skade. 

Hvordan skal et erhverv, som leverer produkter og er prissat på det internationale marked reagere, når man i Danmark, betragter klimaet i en lukket osteklokke omkring de danske grænser, vel vidende at man laver produkter med langt lavere klimaaftryk end den øvrige verden? Når man vil lave disse varer dyrere med en ensidig afgift. 

Hvordan skal danske landmænd reagere, når kravene til dansk vand er lavere end dem vi deler vandet med, og som er meget større arealmæsigt?  

Derfor: Vi skal hæve barren for den demokratisk snak og finde tilbage til vores internationale fælles aftaler, i stedet for at gå enegang med vores dråbe i havet.  

Vi skal afsætte tid af til at lave et ordentligt forarbejde, som fremtiden skal bygges på, ellers ender vi med fake news.  

—  

Indlægget har været bragt i Jyllands Posten