Gustav Garth-Grüner, landmand og næstformand i Bæredygtigt Landbrug, Sandbygaard, Glumsø
Europas landmænd er på barrikaderne. De protesterer mod usikkerhed, uforståelige indgreb og en udsigtsløs fremtid. Usikkerheden er gennemgribende og ubærlig i et selvstændigt erhverv. Politikere og landmænd taler hver sit sprog.
Europæiske landmænd er fanget i den situation, danske landmænd længe har kendt: overadministration, bureaukratisering, nidkær og dyr kontrol, regler uden bund i virkeligheden og en teoretisk diskussion om landbrugserhvervs fremtid. En situation ingen landmand kan genkende fra egen virkelighed.
Landmanden er parat til at gøre en indsats både klimamæssigt og miljømæssigt – på fagligt realistisk grundlag. En indsats, hvor han samtidig kan se mulighederne i fremtidens landbrug. Ingen tror landbruget uanfægtet kan fortsætte, som det er nu. Det har landbruget aldrig gjort. Det har hele tiden udviklet sig – som en af Danmarks mest innovative brancher. Det er gjort på innovative landmænds initiativer i samklang med forskere og konsulenter.
Ude på landet produceres fødevarer, råvarer, energi og rent vand. Her er skønne oaser, masser af vildt, fugle, træer og planter. Kom og nyd det – mens det stadig består, og før det forsumper i manglende klimatilpasning, regler og dårlig forvaltning.
Vi landmænd passer på klima og miljø herude, hvor vi lever, hvor vores afgrøder hvert år optager over 20 mio. tons CO2. Det er tre gange mere end det mål på 7,4 mio. tons CO2e, som landbruget skal reducere ifølge Landbrugsaftalen fra 2021.
Bæredygtigt Landbrug har i vores Klimavision (se vores hjemmeside) bevist, at landbruget kan og vil nå de krævede klimareduktioner – hvis politikerne giver erhvervet lov. Det vil sige uden en afgift på biogene processer og en mulighed for udvikling. Det er vigtigt at udvikle fremfor afvikle en fødevareproduktion.
Europa gik i panik, fordi man indså, at man havde gjort sig afhængig af russisk gas. Hvis man ikke vågner og samarbejder med landmændene på faglige præmisser om fremtidens landbrug, vil man meget snart vågne op og være afhængig af russiske og kinesiske fødevarer. Europa er ikke engang selvforsynende med fødevarer i dag. Det burde vi være.
Det er den situation, vi landmænd er på vagt overfor.
Mens vi venter
Landbruget er sat i en venteposition, der stort set har drænet erhvervet for nye investeringer. Det har også stor betydning for følgerhvervene.
Landbruget har ventet i årevis på Svarerudvalgets rapport, fordi politikerne har bebudet en CO2-afgift efter dens anbefalinger. En CO2-afgift Danmark vil gå ene med, og som politikerne bebuder skal lægges på de usikre biologiske processer, der ikke kan måles, der er fluktuerende og ændrer sig hele tiden.
Landbruget er pålagt at dyrke rigtig mange efterafgrøder, der sås i efteråret og udvintrer ved frost. De skulle hjælpe på miljøet ved at mindske næringsstofudledning i efteråret – men efterlader marken sort igennem vinteren og de følsomme forårsmåneder. Her kunne vintersæden hjælpe – den samler næringsstofferne op igennem også vinter og forår – og er en mere stabil afgrøde for landmandens økonomi.
En sådan efterafgrødepolitik giver usikkerhed. Den reguleres igennem en bekendtgørelse kaldet Vejledende indsatsbehov i målrettet kvælstofregulering, der ændrer sig år for år.
Bornholm har f.eks. aldrig haft krav til efterafgrøder – i år gælder det, at de bornholmske landmænd skal have 44 procents målrettede efterafgrøder på deres marker. Selv om det ikke kan mærkes på Østersøen overhovedet, om man så nedlagde hele det bornholmske landbrug.
Hvor jeg bor midt på Sjælland, er der ingen krav i år – i 2021 f.eks. var kravet 20 procent og i 2023 30 procent.
I Vestjylland har kravene været svingende gennem årene 2021 – 2024 fra 0 procent til 44,1 procent.
Mon virkeligheden ændrer sig lige så meget – eller er det kun regnearkene?
De andre europæiske landmænd er nu fritaget for at undlade at dyrke 4 procent af deres marker. Det skal vi stadig i Danmark. Det betyder 80.000 hektar ud af drift. Endnu en gang går Danmark enegang. Det går endnu engang ud over de danske landmænds indtjening og konkurrenceevne.
Lavbundsjorde og vådlægning
Politikerne vil vådlægge store arealer.
Lavbundsjorde er jo udset til at redde Danmarks klimaregnskab.
Igen går Danmark enegang. Vi er foregangsland, hedder det i så mange sammenhænge. Vi fristes til at spørge foregangsland for hvad? – for at basere lovgivning på usikre beregninger uden at måle?
Man har for nylig sat det beregnede areal af lavbundsjorde ned – og vupti i løbet af 14 dage finder man ud af, at udledningen på de resterende jorde er meget større end hidtil antaget – og lige præcis så store, at regnestykket igen passer til det angivne mål. På den måde har man altså sat sig et teoretisk mål for, hvor stor udledningen er – og så laver man beregninger, der passer til netop det mål. Det betyder også, at det resultat man har meldt ind til FN – igen passer. Hurra for det – så er der jo ingen grund til at rette sig selv på grund af ny viden?
Fakta er, at andre lande slet ikke har det fokus på lavbundsjorde eller humusrige jorde.
Fakta er, at mange andre lande har langt flere humusrige jorde.
Fakta er, at humusrige jorde er fantastiske produktionsjorde til fødevarer.
Vi landmænd bliver reguleret og dermed beskattet af disse teoretiske regnestykker.
Det er ikke et grundlag, der er stabilt at arbejde på for et fremtidsrettet erhverv.
Spørgsmålene står derfor stadig:
- Kan man lægge afgift på usikre biologiske udledninger?
- Skal man udtage god landbrugsjord? Hvad med FN’s 2. verdensmål om at afskaffe sult i verden?!
- Kan man lægge afgift på biologiske processer på baggrund af beregninger?
- Hvorfor en produktions begrænsende afgift, når der er alternativer, der sikrer fortsat udvikling og innovation?
Landbrugets trepart
Og imens foregår de såkaldte trepartsforhandlinger. Eller 8-partsforhandlinger mellem Danmarks Naturfredningsforening, flere fagforeninger, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening samt flere ministerier og så en enkelt indeklemt formand fra Landbrug & Fødevarer, der som den eneste repræsenterer, det det hele drejer sig om.
Bæredygtigt Landbrug, der repræsenterer over halvdelen af Danmarks landbrugsjord, kunne ikke få plads i det udvalg, der skal se på landbrugets fremtid.
Det er ikke en udvalgssammensætning, der vinder hverken tillid eller genklang herude på landet. Det hele foregår jo på teoretikernes og regnedrengenes banehalvdel.
Imens får vi tiden til at gå med at pudse traktoren og måle dæktrykket. Og tænke på de mange andre teoretiske regler og påbud, vi skal efterleve og på den nidkære kontrol, der kan tage modet fra selv den mest omhyggelige landmand. Vi tænker på lokalsamfundet herude, der også er underlagt det, som nogen kalder et systemnedbrud andre en udsultning.
Der er mange forhold, der gør det påkrævet at ændre det todelte Danmark. Det Danmark der er delt mellem teori og virkelighed.
Vi er derfor parat til at følge de andre europæiske landmænds protester og demonstrationer, hvis ikke vi kan se den realistiske virkelighed og fremtid afspejles i de kommende politiske udmeldinger.
