Pressemeddelelse fra Bæredygtigt Landbrug:

Svarer-rapporten er udkommet – med mange spændende faglige forslag. Men en afgift på ikke målbare biologiske processer accepterer vi ikke, siger formand for Bæredygtigt Landbrug Peter Kiær.

IMG_1336

Svarer-udvalget har talt – nu skal politikerne tage stilling til, hvad der skal ske med landbruget. Forhåbentlig med faglighed og omtanke for klima og fødevareproduktion og ikke kun med fokus på en afgift kun for afgiftens skyld.

Det glæder Bæredygtigt Landbrug, at Svarer-udvalget er gået grundigt til værks og kommer med forslag til, hvordan CO2-udslippet kan reduceres blandt andet ved støtte til skovrejsning, ligesom det anerkendes, at udvalget peger på teknologistøtte til biokul og den nytænkende teknik omkring pyrolyse.

”Det er vigtigt at benytte en model, der betyder at landmænd, der gør en klimaindsats, kompenseres fuldt ud og hvor fødevareproduktionen ikke reduceres. Derfor er vi betænkelige ved en ufaglig reduktion af den livsvigtige gødning,” siger formanden for Bæredygtigt Landbrug Peter Kiær og fortsætter:

”Vi vil kæmpe imod, at biologiske processer som prutter, bøvser og fluktuerende klimagasser skal danne grundlag for en afgift. Det er useriøst, når man ikke kan måle på processerne. Skal fremskridt lykkes, skal de bygge på solid faglig viden – en viden vi ikke har i tilstrækkeligt omfang i dag.”

Landbruget er allerede langt i den grønne omstilling – det er den omstillingsproces, der skal bygges videre på og fokuseres på.

Flere organisationer har op til Svarer-udvalgets afrapportering udtalt, at landbruget skal have en CO2-afgift, fordi erhvervet skal ligestilles med andre erhverv. Men hvilken anden organisation får afgift på ikke målbare biologiske processer? Skal landbruget så også godskrives for CO2 optag? Og hvad med en ligestilling med andre landmænd i Europa, der ikke får en afgift? 

Det er bekymrende, at hele debatten går på, at landbruget skal have en yderligere afgift – ikke hvad vi skal gøre for klimaet.

“Bæredygtigt Landbrug anerkender klimaudfordringerne og har en positiv vilje til at skabe forandringer og en overbevisning om, at vi når klimamålet i 2030 – helt uden en CO2-afgift ved fokus på intelligente løsninger,” siger formand Peter Kiær.

Hvordan kan ses i vores klimavision – der ligger på www.blb.dk

Yderligere oplysninger

Formand Peter Kiær tlf. 6137 8787

Næstformand Gustav Garth-Grüner 2064 3434

Næstformand Niels Hauge Mikkelsen tlf. 2230 7629

For yderligere information kontakt

Anne-Marie Glistrup, kommunikationskonsulent tlf. 2320 7777

Mathilde Callesen, kommunikationskonsulent, tlf. 5357 9865

Scroll to Top