Vi skal sikre en ordentlig tone: Etisk kodeks er på vej

Bæredygtigt Landbrug er på baggrund af et par kommentarer på generalforsamlingen gået i gang med at udarbejde et etisk kodeks, hvori der understreges, at vi skal holde en ordentlig tone, men fortsat sagligt og fagligt

IMG_0308

Frustrationerne er store blandt landmændene – og det gjaldt også, da professor Michael Svarer på onsdagens generalforsamling fremlagde Svarer-rapporten og dens anbefalinger. Indlægget gav anledningen til faglige indspark, men også et par kommentarer, der var langt over stregen.

– Lad mig gentage og slå helt fast, at Bæredygtigt Landbrug tager 100 procent afstand fra de udtalelser, der faldt i debatten forleden. Både før, under og efter generalforsamlingen har vi fra Bæredygtigt Landbrug været i respektfuld dialog med Michael Svarer, og vi mener, at han og udvalget har leveret et grundigt stykke arbejde ud fra det grundlag, han har haft, siger formand Peter Kiær.

Der var over 400 medlemmer til stede ved generalforsamlingen, men et par menige medlemmer udtrykte sig fuldstændig skævt og brugte ord, som ikke har nogen som helst dækning i foreningen.
Det er ikke udtryk for vores generelle holdning.

Derfor har vi handlet på situationen og er gået i gang med at udarbejde et etisk kodeks. Bæredygtigt Landbrug går dialogens vej med fagligt, korrekt og ordentligt sprog – og det er én af de ting, som vi understreger over for vores medlemmer i kodekset.

– I flere år har landbruget levet med truslen om en CO2-afgift hængende over hovedet. Det har givet erhvervet en usikker fremtid, og det har vi fortsat. Det har vi ret til at være frustrerede over og kæmpe imod. Men i Bæredygtigt Landbrug gør vi det ordentligt og sagligt, siger Peter Kiær.

Scroll to Top