I en kronik i Jyllands-Posten den 31. marts 2024 skrev fødevareminister Jacob Jensen bl.a. ”Når jeg som fødevareminister tager på eksportfremstød, så bliver jeg stolt over den efterspørgsel på danske fødevareprodukter og teknologier i lande som f.eks. Sydkorea, Japan, Kina og USA. Der efterspørges fødevaresikkerheden i de danske produkter, som sikres med et stærkt samarbejde mellem danske myndigheder og producenter. Der efterspørges teknologierne, som har vist, hvordan man kan producere flere fødevarer med mindre klima- og miljøpåvirkning. Og der efterspørges kvaliteten i produktet, hvad enten det er proteinindhold, fedtprocent eller renhed”.
Ja – sådan oplever fødevareerhvervet det også. Men desværre ser det ikke ud til, at oplevelsen har bredt sig til hele regeringen. Kun 11 dage senere – den 10. april 2024 – udsendte miljøministeren nemlig på vegne af regeringen følgende pressemeddelelse:
”Gennem 22 år har nogle landbrug haft en særlig undtagelse fra nitratdirektivet, som har givet dem mulighed for at udbringe 230 kg kvælstof fra husdyrgødning pr. hektar mod de i øvrigt tilladte 170 kg kvælstof fra husdyrgødning pr. hektar, til gengæld for f.eks. krav om arealer med græs mv. Den undtagelse ophører pr. 31. juli 2024”.
Af presseomtalen fremgår det videre, at regeringen har truffet beslutningen bl.a. på baggrund af drøftelser med EU-Kommissionen om vandmiljøets tilstand i Danmark. ”Danmark har overordnet set ikke formået at reducere næringsstofudledningen til kystvandene de sidste 10-15 år”, siger miljøminister Magnus Heunicke.
Der slap det ud
Med disse bemærkninger erkender regeringen altså, at de mange miljøkrav, som landbruget har været pålagt de seneste 10-15 år, og som har kostet milliarder og atter milliarder i ekstra omkostninger og produktionstab, har været uden den forventede effekt på kystvandene!
Uafhængige eksperter og fagfolk i branchen har mange forklaringer herpå: Noget af det ligger i betegnelsen ”næringsstofudledningen”, som dækker langt flere problemer, end landbruget har ansvar for. Noget andet er manglende hensyn til udledningernes profiler over året, som er kritiseret af den internationale evaluering af vandplanerne. Noget tredje er den næsten totale mangel på målinger af miljøfremmede stoffer, som i mange år har været et EU-krav.
Både pest og kolera
Nu sender regeringen så landbrugserhvervet ud i en situation, hvor landmændene skal flytte op mod 1 mio. tons husdyrgødning til nye destinationer rundt i landet. Og samtidig må kvægbedrifterne indkøbe mere handelsgødning for at opretholde produktionen på markerne.
Der kommer ingen positive effekter af den beslutning – hverken for miljøet eller for klimaet.
De 10-15 års virkningsløse miljøkrav – og nu også et uvidenskabeligt krav om en CO2-afgift på landbrugsproduktionen – har haft og vil få store konsekvenser. De betyder, at danskproducerede fødevarer gradvist glider af markedet med den konsekvens, at de mange danske og udenlandske forbrugere må ty til fødevarer produceret med både lempeligere miljøkrav og et langt, langt højere klimaaftryk end de danske produkter.
CO2-udledningen bliver altså større!
De store supermarkedskæder betaler nemlig ikke mere for danske fødevarer, blot fordi de er pålagt en særlig dansk skat. Det oplyser fagfolk med indsigt i international fødevarehandel.
Det virker tragikomisk at lægge en klima-særskat på netop verdens mest klimarigtige produkter i et land, der i alt kun står for beskedne 0,1% af klimagasserne.
Det betyder også, at Danmarks bidrag til den globale fødevareforsyning bliver reduceret. Det vil næppe høste bifald.
Regeringen er kort sagt på vej med historiens største klima- og erhvervspolitiske selvmål! Og derfor også et politisk selvmål.
De fleste vælgere kan jo godt se, at når det kommer til emner som miljø og klima, så er det ikke forskellige politiske opfattelser, der gælder. Så er det fagligt-videnskabelige discipliner, det drejer sig om. Sådan har det altid været. Danmark drager nytte af, at politikere inspireres af faglig ekspertise, men absolut ikke af, når eksperter lader sig inspirere af politiske interesser. Så kortslutter systemet. Og da eksperternes indspark gennem årtier ikke har været fri for politisk kontaminering, maser vi nu med de samme problemer på femte årti.
Er det virkelig det inderste politiske ønske at straffe landbruget med både en CO2-afgift, der dokumenteret vil medføre højere reel CO2-udledning, og opsigelse af en velbegrundet undtagelse fra nitratdirektivet, selv om det vil ramme kvægbrugssektoren hårdt og betyde eskalering af husdyrgødningstransporter på op imod en million tons husdyrgødning på vejene?
Hvad mon danske fødevareproducenter vil gøre? Vil de læne sig tilbage og recitere Lukasevangeliet, 23:34: “… tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør”?
Næppe!
Indlægget er tidligere bragt i Maskinbladet.
Poul Vejby-Sørensen
Cand.agro.
Strib, Middelfart
