Af Anne-Marie Bengtson, Holtetvej 91, 9370 Hals
Den 6. april blev der afholdt en begravelses-performance ved Vejle Fjord. Her blev fjorden begravet – og den skyldige omtalt i skarpe vendinger på flere skilte og i flere taler. Pilen pegede entydigt på landbruget. Kun den radikale Martin Lidegaard talte om flere presfaktorer, idet han med rette også nævnte spildevand fra byerne og et ikke bæredygtigt fiskeri. Det blev behændigt overhørt.
Sognepræst Sarah Kragh Dedieu fra Sct. Johannes Kirke i Vejle talte efter ceremonien om at tale håbet ind i klimakrisen og om at se, at mennesket som enerådig hersker adskilt fra naturen har haft ødelæggende konsekvenser.
Jeg opfatter mig selv som kristen, og er vokset op med de værdier som kristendommen indeholder. Jeg er også landmand.
Folkekirken er et stabilt fundament i vores samfund, her er alle lige, uanset køn, nationalitet eller politisk overbevisning. Handlingen den 6. april får mig til at tvivle på, om dette nu også er sandt. Om det også gælder for os fra landbruget.
- Når en præst af folkekirken deltager i fuld ornat i en begivenhed omtalt som en begravelse af en fjord, hvor det politiske budskab er mere end tydeligt.
- Når arrangementets forskellige talere uimodsagt gang på gang nævner landbruget som årsag til begravelsen og Vejle Fjords død.
- Når en Carsten Jensen danner paralleller mellem salmen ”Op al den ting som Gud har gjort ” og den danske landmand, idet han udtaler, at landmanden kan få fiskene i Vejle Fjord til at dø.
Ja, så undrer det mig, at en præst deltager, hvor diskrimination og fordømmelse i den grad er til stede.
Hvor er kristendom i denne sag? Jesus sagde: Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten.
Er det netop ikke her hele miljø- og klimadebatten er havnet? Man har udpeget et erhverv, som skyldig i miljøproblemer. Man kan så kaste alskens verbale sten efter dette erhverv.
Når dette erhverv kommer med løsninger, vender man det døve øre til.
Vi er jo alle en del af miljøproblemerne, alle borger i Danmark sætter et aftryk, hver eneste dag, som belaster vores klima. Vi er alle forbrugere, og vi forbruger mere end mange andre lande. Det er det forbrug, der sætter dybe spor i miljøet.
Det er så nemt at stå til et arrangement og holde en tale om miljøet. Det er nemt at møde op som tilskuer – hvor man bagefter køre hjem og lever som altid har gjort – man kaster jo hele skylden fra sig over på en enkelt syndebuk.
Den danske landmand arbejder hver eneste dag med at gøre det bedre for miljøet. Ingen ønsker mere end dansk landbrug at værne om naturen. Landmanden arbejder jo derude hver dag. Det koster både ressourcer og penge. Den enkelte landmand risikerer sit erhverv og også sit hjem. Det slider på landbofamilierne, og mange har valgt at smide håndklædet i ringen på grund af det hårde pres.
Vi må stå sammen – for vi er jo alle ansvarlige for de miljø- og klimaproblemer, der er. Det gælder også landbruget. Danske landmænd er en del af løsningen. At udskamme et erhverv og hive grundlaget væk under det i form af afgifter og love, er ingen løsning.
Og så er det jeg spørger: Hvor er præsten fra Vejle Fjord, når landmanden går konkurs – kommer hun så og holder en andagt og begravelse over et nedlagt erhverv?
Det tror jeg egentlig helst, vi vil være fri for. Når man ser sig omkring i verden, så har det aldrig været godt at blande religion og politik – er det det, man nu vil i Danmark? Vil Folkekirken være blandt dem, der kaster med verbale sten mod vores fødevareproducerende erhverv? Ja så er den danske folkekirke åbenbart ikke for landmænd.
