Den diskussion, forhandling og frustration om en mulig CO2-afgift på landbruget, som lige nu foregår i den grønne trepart, blandt meningsdannere og på de danske gårde, tager afsæt i klimaloven, som blev vedtaget i december 2019. Loven blev vedtaget med et bredt forlig af partier og med Dan Jørgensen som klima-, energi- og forsyningsminister.
Loven forpligter Danmark til at reducere sine udledninger med 70 procent frem mod 2030. Målet om reduktionen skal ske i forhold til emissionerne i 1990 – altså en ren procentuel reduktion og ikke en objektiv reduktion i forhold til, hvad Danmarks relative udledninger var i 1990.
Relevansen i lige netop den detalje begynder så småt at gå op for flere og flere i samfundet. Til trods for politiske spilfægterier fornægter det substantielle problem sig ikke.
Danmark har i rigtig mange år været relativt langt fremme i forhold til miljø- og klimaforhold, når det drejer sig om produktionen. Det skyldes ofte høje omkostninger til miljøkrav og løn, der presser produktionen til at være mere effektiv. Kan man ikke effektivisere sig ud af omkostningerne, så forsvinder produktionen ud af landet til mindre omkostningstunge egne.
Det så man med tøjindustrien i 1970’erne, den tungere maskinindustri i 1990’erne, fiskeriet i 00’erne – og nu snart husdyrproduktion. Hvis beslutningstagerne vælger at pålægge en CO2-afgift på landbruget.
Danmark har over de seneste 50 år fjernet mange produktioner, men det store spørgsmål er så: Forbruger vi det fjernede mindre?
Det danske tøjforbrug har slået rekord efter rekord, da det er blevet billigt at få tilsendt. Togene køber vi i Italien i stedet for Randers, mens Mærsk køber sine skibe på fabrikker i Sydkorea og ikke i Odense.
Og sådan kunne jeg blive ved.
Vi kan reducere vores udledninger på produktionen ved at reducere produktionen. Men forbruget synes ikke at ændre sig, og derfor kan man vel konstatere, at lækagen til andre lande er meget stor. Det holder jo ikke, når udledningerne er en global problematik, som vi i fællesskab skal løse.
Klimaloven med dens 70 procent reduktionsmål var et politisk hammerslag, hvor det handlede om at få højeste bud. Resten af EU har forpligtet sig til 55 procent, og det danske argument var som så ofte før, at vi skulle gå forrest og vise vejen.
Hvis vi bliver ved sådan, har vi ikke længere nogen produktion, som netop kan vise den grønnere vej.
I higen efter at gå forrest og vise vejen, glemmer man, at det er meget dyrere at reducere med de marginale 15 procentpoint i forhold til EU’s målsætning. Det øger incitamentet til lækage yderligere. Hertil skal der selvfølgelig lægges det faktum, at Danmark i 1990 var noget mere moderne end for eksempel Polen og Ungarn.
Stå på mål
Når politikerne vedtager sådanne love og krav, bør de vel samtidigt opstille nogle målpunkter og garantier for, at man når målet – og ikke bare vælge den nemme vej: at reducere og flytte produktionen.
På vegne af mine medlandmænd og mig selv vil jeg derfor høre: Hvilke garantier kan politikere, forskere og meningsdannere stille, hvis de tager fejl? Hvis nu deres antagelser og beregninger i virkeligheden medfører en øget skade på den globale verden.
Med den metodik, vi bruger i Danmark, kan man uden risiko udforme antagelser og træffe beslutninger uden at blive holdt op på noget af det. Forhistorien er proppet med politikere og forskere, som har fremsat voldsomme postulater, der aldrig har vist sig at holde stik, uden det har haft en personlig konsekvens, andet end for dem, som postulatet gik ud over.
Her havner vi formentligt igen, hvis en CO2-afgift reducerer det danske landbrug.
CO2-debatten og regnereglerne
IPPC’s regneregler er skabt til at vurdere det globale klima – og altså ikke til at beregne afgifter eller små delbetragtninger. Det faktum glemmes dog ofte i debatten, hvor for eksempel biologisk metan, der er landbrugets største klimagas, beregnes på samme måde som fossilt metan fra kul, olie og gas.
Her tager man altså ikke hensyn til, at biologisk metan er cirkulær og i løbet af 12 år nedbrydes til CO2 og vand. Herefter optages det på ny af planterne, der igen sikrer foder til dyrene, inden det igen begynder forfra.
Det fossile metan pumpes derimod op af den forseglede undergrund og ind i atmosfæren, hvor det øger antallet af kulstofatomer. Altså er det videnskabeligt forkert at beregne ud fra samme regnemodel.
Man bør beregne metan fra biologiske kilder ud fra en ny og mere korrekt model – den såkaldte GWP*, som tager hensyn til nedbrydningstiden af det metan, som kommer fra husdyrproduktionen.
EU-parlamentet har i november 2023 udgivet en såkaldt klimabetragtning, som netop sætter fokus på denne væsentlige detalje. De vurderer altså, at biologisk metan skal vurderes lavere end fossilt.
På samme måde vurderes det på globalt plan i IPPC, at omsætningen fra kvælstof til lattergas sættes til 1 procent, hvor nye danske forsøg viser, at det i Danmark er cirka 0,7 procent i gennemsnit. Altså er det 30 procentpoint lavere, end hvad det indberettes til. Da lattergas har en emissionsfaktor på 265, er det voldsomt potent i sektorberegningen.
Debatten om CO2-afgifter på landbrugets biologiske processer, kommer til at afsløre udfordringen med hvilken lov eller aftale, der skal vinde eller vige?
Forliget om Landbrugsaftalen fra 2021 satte som krav, at der ikke måtte ske lækage eller tab af arbejdspladser. Det samme siger regeringsgrundlaget og Paris-aftalen, som forpligter landene til at sikrer, at der ikke skabes lækage mellem lande.
Antagelserne fra de økonomiske vismænd, som står bag Svarer-rapporten, er blandt andet, at lækagen af landbrugsproduktion vurderes til cirka 35 procent. Hvis den antagelse skal blive til virkelighed, samtidigt med at Danmark har en eksport på cirka 70-90 procent af sin produktion, så skal kunderne ude i verden forbruge anderledes i fremtiden.
En lækage på 35 procent vil kræve, at markedet er ”overfyldt”, og prisen dermed er kunstig lav, hvilket kan synes usandsynligt, når prissætningen både lokalt og globalt sker via fælles internationale børser for korn, mælk og kød.
Navlebeskuende og kontraproduktiv lov
Tager vi de historiske briller på og ser 50 år tilbage i tiden, så har al historik vist, at forbruget øges i takt med øget velstand. Dette faktum står også fast i den globale verden, hvor forbruget af fødevarer til den årlige globale befolkningstilvækst på cirka 80 millioner kun går én vej – nemlig op.
Den danske klimalov er derfor en navlebeskuende og kontraproduktiv lov, der ikke skeler til klimaeffektiviteten i produktionen pr. enhed som forbruges, men pr. nationalstat, hvilket skader det globale klima, fordi klimaeffektive danske fødevarer vil blive erstattet af importerede varer.
Man bør væbne sig med tålmodighed på den fælles EU-lovgivning, som er lige på trapperne. Det er vejen, som skal hjælpe på klimaet. For vi skal løfte i flok.
