peter

Professor: Buræg er mest bæredygtige

25. sep 2016 / Af

Det var en Peter Sandøe i topform, som gæstede Realdanias Landbrugsforum på Hverringe Gods forleden. Den tidligere formand for Det Dyreetiske Råd og nuværende professor på Københavns Universitet (KU) i bioetik, rettede skarp kritik mod Dansk Supermarked Group’s (DSG) arbejdsgang, da de i foråret stoppede salget af buræg i deres butikker. L&F fik også et par ord med på vejen fra professoren, som han mente, har sovet i timen.

”Jeg bliver voldsomt provokeret. Vi lever godt nok i et samfund, hvor vi tænker; ’hvis forbrugerne vil have det, jamen, så er det godt.’ Men der er altså pligt til dialog og at informere kunderne i stedet for bare at lægge sig fladt ned og plastre sig med, at man er etisk korrekt,” fortalte professoren, som fremhævede, at han følte sig som en dinosaur blandt forsamlingen på godset.

De forskellige aktører i dansk landbrug var samlet til Realdanias Landbrugforum til debat om, hvad et bæredygtigt landbrug indebærer.

BL’s direktør deltog også i paneldebat med blandt andet L&F og Økologisk Landsforening på spørgsmålet om, hvorvidt økologi er en forudsætning for bæredygtighed. Læs hvordan det gik her.

Dyrenes Beskyttelse fører ren kampagne

Peter Sandøe har længe arbejdet med problematikken om buræg, men er for alvor kommet ud af startblokken efter DSG’s stunt i samarbejde med Dyrenes Beskyttelse om udfasning af buræg. Endvidere fremførte indkøbsdirektør hos DSG, Jeppe Dahl Jeppesen, på godsmødet, at man fremover vil øge salget af frilands- og økologiske varer med en halv milliard kroner, fordi de mener, at det øger dyrevelfærden. Det var som at hælde benzin på det bål, der i forvejen var tændt hos KU’s professor:

”I virkeligheden tager vi forbrugerne ud af spillet. For selvfølgelig er det for Dyrenes Beskyttelse en kæmpe sejr at udfase buræg. Men de fører en ren kampagne, som viser, hvor stor idealisme er på deres bundlinje. Jeg håber, at DSG i andre sager fremover taler med andre end kun Dyrenes Beskyttelse.”

Og netop det, at DSG har fjernet buræg fra hylderne lidt for hastigt uden større dialog, faldt også tilhørerne i salen på Hverringe Gods for brystet. Karen Grundlund Hansen fra Seggelundgaard spurgte indkøbsdirektør Jeppe Dahl Jeppesen, om de vitterligt havde været i dialog med ægproducenterne, inden de tog beslutningen om udfasningen. Dertil tøvede Jeppe Dahl Jeppsen meget længe, mens der blev helt stille i salen. Men han fremstammede til sidst et sløvt ja.  

Klare beviser for at buræg er mest bæredygtige

Peter Sandøe kunne i sit oplæg fremvise både statistikker og billeder, som viste høns’ tilstand som henholdsvis burhøne, frilandshøne med mere. De viste alle sammen samme resultat, dødeligheden hos burhøns er lavest, når det drejer sig om produktionsdyr:

”Når man snakker grise og køer, så er der plusser og minusser, men når det kommer til høns, er det meget enkelt. Man skal notere sig, at de gamle bure, som I ser i medierne, er fortid. De nye bure har mere plads, hønsene har siddepinde og går i optimale flokke. Burhøns har ikke længere skøre vinger. De kender deres plads og flok, og de bliver derfor ikke stressede, ” sagde den forhenværende formand for Det Dyreetiske Råd.

Professoren pointerede, at det hele handler om, at man i Danmark har brandet sig et billede af burhøns og produktion af buræg, som noget, der er i strid med dyrevelfærd.

”Jeg er ikke i tvivl om, at jeg selv ville vælge at være frilandshøne, når jeg ser de billeder, som DSG og L&F fremviser, men de er en skrøne. Frilandshøns går i for store flokke, har nemmere ved at pådrage sig sygdomme, de hakker på hinanden, og de skal slås om maden, hvor burhøns får fordelt samme mængde hver eneste dag,” forklarede professoren, mens han fremviste billeder af afpillede frilandshøns versus burhøns, som bliver fodret systematisk.

Han bebudede endvidere, at økologi nærmer sig samme dødelighed som burhøns, efter at økologerne har gjort en målrettet indsats og ladet sig inspirere af de konventionelle ægproducenter.

”Buræg og økologiske æg deler mange af de samme principper. Det at udfase buræg har intet med bæredygtighed at gøre,” sagde Peter Sandøe til stor jubel blandt de konventionelle gæster på Landbrugsforum.

Landbrug & Fødevarer har sovet i timen

Professoren i bioetik (KU) sluttede af med en opsang til L&F’s Karen Hækkerup, om at have glemt deres rolle som mellemled mellem landbruget og forbrugerne:

”L&F har sovet i timen og vidst det her lige så længe som os. Jeg har siddet til møder med jer, og I har intet gjort. I stedet har I levet højt på samme branding som Dansk Supermarked Group og Dyrenes Beskyttelse,” sagde professoren og kiggede ud på publikum og stillede spørgsmålet:

”Hvad tror I egentlig, der sker, når man udfaser buræg? Man kunne jo tænke sig, at efterspørgslen stadig var der, og så flytter produktionen til Polen – så kan vi rigtig tale om dyrevelfærd og beskyttelse af dyrene.”  

Af Ditte Birkebæk, dib@baeredygtigtlandbrug.dk