Af Peter Rosendal, bestyrelsesmedlem i Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, Knudsbølvej 31, Jordrup ved Kolding
”En debat om videnskabelige problemstillinger og faglige uenigheder skal naturligvis ikke afgøres i en retssal. Den skal derimod føres mellem de uafhængige forskere, som åbent lægger data, metoder og analyser frem til diskussion, og det skal foregå i en tryg og saglig atmosfære.”
Sådan skriver Ian Heilmann bl.a. i et indlæg i diverse aviser.
Problemet er netop manglende data, metoder og analyser
Bæredygtigt Landbrug kunne ikke være mere enig.
Udfordringen med professor Stiig Markager – som Bæredygtigt Landbrug har stævnet – er, at han netop ikke åbent har villet lægge data, metoder og analyser åbent frem.
Decideret usande påstande
Problemet er ikke, at professoren er uenig med Bæredygtigt Landbrug.
Problemet er, at hans tal og ganske usande påstande om en signifikant stigning af kvælstofudledning til vandmiljøet strider imod den Novana-rapport, der for offentlige midler og som myndighedsbetjening hvert år giver en status på Danmarks miljøtilstand.
Enten tager Novana-rapporten fejl – eller også gør Markager. De kan ikke have ret begge to. Novana-rapporten fremlægger åbent data, metoder og analyser. Det er troværdigt.
Markager lægger ikke sine ting åbent frem. Måske kan du, Ian Heilmann, få ham til det – så slipper vi for at gå i retten.
Konklusionen er: Når Markager ikke vil fremlægge sine tal i et åbent forum, må han gøre det i retten.
(Indlægget har også været bragt som læserbrev i diverse medier – hvor Ian Heilmann kritiserede Bæredygtigt Landbrugs stævning af Stiig Markager. Du kan læse mere om baggrunden for stævningen af Aarhus-professoren HER).