Af Peter Kiær, formand for Bæredygtigt Landbrug, Storgårdsvej 1, 4690 Haslev
Der bør landet over sættes en stopper for de mange udledninger af urenset spildevand. I særdeleshed Næstved Kommune har tydeligvis et problem.
Sundhedsskadelige tarmbakterier resulterede således forleden i frarådning af badning ved strandene i Bjørnebæk, Klinteby og Dragsbjerg samt i badesøen Glumsø Sø. Og disse problemer er desværre ikke enestående i lokalområdet.
Allerede i april kom det frem, at Næstved Kommune har 250 steder, hvor der udledes spildevand direkte til vandmiljøet, vel at mærke uden at kommunen har udstedt de lovpligtige tilladelser. Fra ikke færre end 80 af disse lokationer udledes urenset spildevand og dermed afføring og andet ”godt” fra folks husholdninger, når kloakkerne presses af regnvand.
Udover at spildevandet påvirker badekvaliteten, indeholder det også store mængder fosfor, der sætter en tidlig opblomstring af alger i gang. Dette er stærkt medvirkende til at skabe iltsvind i vores vandmiljø.
Danske rensningsanlæg er desværre i en langt dårligere kvalitet end de lande, vi normalt sammenligner os med. Der bør investeres i den teknologiske udvikling af anlæggene – også fra statens side.
Og i Næstved Kommune kunne man jo passende begynde at overholde gældende lovgivning.
(Indlægget har også været bragt som læserbrev i fortrinsvis lokale medier, du kan bl.a. se Dagbladet Sjællandskes hjemmesideversion i linket HER. Det er bestemt ikke første gang denne sommer, at Peter Kiær ytrer sig offentligt om spildevandsproblematikken, læs eksempelvis teksten herunder med et mere landsdækkende perspektiv).