Af Jørgen Friis, Sarumgårdsvej 4C, 5290 Marslev
Det ser ud til, at Svarer-udvalget er ved at komme frem til den fornuftige konklusion, at hvis man ønsker at kradse penge ind via en CO2-afgift på landbruget, må den lægges på forbruget.
Der er dog en enkelt undtagelse, nemlig miljøøkonomisk vismand Lars Gårn Hansen, som ønsker afgiften ude hos landmanden, fordi det første ikke vil tilskynde landmanden til at gøre noget på klimafronten. Uden at nævne noget konkret om, hvad landmanden skal gøre for at slippe billigere, udover at han skal være dygtig og klimaeffektiv – hvordan man så ellers vil opgøre det i forhold til betalingens størrelse.
Jeg synes i øvrigt, at den gode klimavismand skylder at forklare, hvor den CO2, landmandens husdyrhold lukker ud, kommer fra, hvis det ikke kommer fra det foder, dyrene æder, og hvor det kulstof, der er i foderet, kommer fra, hvis det ikke kommer fra den CO2, som planterne gennem fotosyntesen har optaget fra atmosfæren.
Fokus på brænd- og hjælpestof
Det eneste fremmede CO2, jeg kan få øje på, at landbruget lukker ud, kommer fra brændstofforbrug og produktion af øvrige hjælpestoffer såsom gødning og kemi.
For brændstoffets vedkommende ligger løsningen lige for, idet de 100.000 hektar i dag er tvangsbraklagt, og hvor en sparsom ukrudtsvækst optager ganske lidt CO2, som så efter afslåning til bestemt dato ligger og slipper CO2 ud i atmosfæren igen uden at have gjort den mindste gavn.
Dette areal kan i stedet anvendes til produktion af biodiesel. Det kunne man finde ud af sidst, der var tvangsbraklægning. Der blev afgrøden kaldt non food-raps, dette areal ville i store træk kunne dække landbrugets brændstofforbrug. Jeg er sikker på, at Emmelev vil tage sig af den praktiske del af projektet.
Brint kan bruges til gødning
Med hensyn til gødningen kunne der også være noget at hente, idet store dele af landmandens jord er plastret til med energianlæg af forskellig slags. Her kunne den brint, der ved elektrolyse kan fremstilles af billig overskudsstrøm – i stedet for at blive sendt til Tyskland i et rør, som det ser ud til er planen – bruges som en komponent i gødningsfremstillingen. Det var det, nordmændene gjorde med den billige vandkraft-el (norgesalpeter), men det er nok for lavthængende frugter til, at man gider plukke dem, nu man én gang har vedtaget, at det er husdyrholdet, der er skyld i alle ulykker.
Nu er jeg jo for længst pensioneret landmand, så det er måske for nemt at foreslå, at man holder op med at søge EU’s hektarstøtte, men mon ikke det er på tide at sætte sig ned og regne på, om det virkelig kan betale sig med alt, hvad det medfører.
Giv landmanden frihed til valg af afgrøder
I stedet skal man kunne dyrke de afgrøder, man ønsker, og som passer bedst til den enkelte ejendom, så man kan komme til at så og høste på optimale tidspunkter.
Der vil sikkert stadigvæk dukke kontrollanter op og udstede dummebøder for det ene eller det andet, men forskellen er så, at de i de fleste tilfælde skal over byretten for at kræve pengene ind, i stedet for – som det er nu – blot at kunne tage hjem og overføre penge, som var tiltænkt landmanden, til Fødevarestyrelsens konto.
(Indlægget har også været bragt som læserbrev i Effektivt Landbrug. Skribenten er medlem af Bæredygtigt Landbrug og har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside. Læserbrevet lægger sig i slipstrømmen af mange andre debatinput fra Bæredygtigt Landbrug til diskussionen om en mulig CO2-afgift på landbruget, se eksempelvis foreningens faglige rådgiver Poul Vejby-Sørensens læserbrev i Jyllands-Posten via linket herunder).
