Af Rasmus Dalsgaard, chefredaktør for Maskinbladet
Årets høst er den sjette med de firkantede regler om, at høsten skal være overstået og efterafgrøderne etableret den 20. august.
Og vi kan roligt konkludere, at hovedreglen siden 2018 har været, at det har været umuligt at få vejrforhold og vækstbetingelser til at overholde loven i alle dele af landet.
Det har nærmest været undtagelsen, hvis høsten er kommet rettidigt i hus i hele landet. Det er derfor forkert, når høstudfordringer italesættes som forårsaget af ekstraordinære vejrforhold.
Det er helt ordinært, at vejret giver udfordringer. Det ved vi, og det lever enhver landmand med.
Desperat indsats for at nå i mål
Og heller ikke i år har alle kunnet overholde kravet om høst inden 20. august. Mange har kun nået skæringsdatoen efter en desperat indsats, hvor mandskab og maskiner har været overbelastet i alt for mange af døgnets timer under vejrforhold, der reelt ikke egner sig til høst. Måske endda efter en tur med glyphosat for at tvangsmodne afgrøden. Og så bruges der tonsvis af energi på tørring af våde afgrøder.
Politikerne kan være ganske forvissede om, at enhver landmand vil strække sig langt for at få høsten i hus – uanset om der er en fast høstdato, for der står så store værdier på markerne, at en unødigt sen høst ikke giver mening.
Problemet nedtones
Der er også mange, som i skrivende stund endnu ikke er nået i mål, som loven foreskriver. Jeg ser hver dag på adskillige marker, som endnu ikke er høstet. Nogle marker med græsudlæg og MFO-græs er næsten så grønne, at det er svært at se kornmarken. Græsset gror og opsamler kvælstof, mens kornet er i fare for at gå til grunde. Naturens straf lurer, men myndighedernes absurde krav – og straf i form af reduceret N-kvote – er at føje spot til skade.
Det besynderlige er, at flere konsulenthuse tilsyneladende har nedtonet problemet, når Maskinbladet har ringet rundt for at få en vurdering af situationen.
Den slags budskaber har givet store frustrationer hos landmænd, der står midt i problemerne, og man får den tanke, at nogen har ønsket at lægge låg på en alt for kras kritik af reglerne.
Indført i 2018
Nedtoningen af de reelle problemer giver mig mindelse om den januardag i 2018, da jeg første gang hørte, at vi skulle pålægges en fast høstdato. Og jeg må indrømme, at jeg stadig bliver lidt forstemt, når jeg tænker på situationen.
Den faste høstdato blev offentligt kendt i forbindelse med plantekongressen i 2018, og formanden for planteavlerne, Torben Hansen, fortalte på et pressemøde om morgenen forud for kongressen om den nye regel.
Han slog selvfølgelig fast, at han var imod datoen, og at Landbrug & Fødevarer havde kæmpet imod.
Men jeg må erkende, at jeg ikke fornemmede en dybtfølt modstand – nærmest bare en principiel modstand mod den slags regler.
Store forskelle
Og da jeg et øjeblik glemte min neutrale reporterfunktion og luftede min forargelse, blandt andet med en bemærkning om, at jeg kender flere, som mange år kun lige er begyndt at høste den 20. august og ofte høster til ind i september, blev jeg mødt med en ret hånlig afvisning af både formanden og en journalistkollega fra et andet landbrugsmedie. En af dem – jeg husker ikke hvem – forsøgte at feje mig af banen med en bemærkning om, at så er det landmænd, der ikke har styr på deres ting.
Sådan forholder det sig muligvis de fleste år i milde egne – for eksempel på Sjælland. Men virkeligheden har i de efterfølgende år dokumenteret, at min erfaring passer meget godt i store dele af Nordjylland og Nordvestjylland – også for landmænd, der har styr på deres ting.
De fleste erfarne landmænd ved, at der kan være utroligt store forskelle i dyrkningsbetingelser og mikroklima selv inden for korte afstande. En fast høstdato giver således under ingen omstændigheder mening.
Dyrt og indviklet
Den fleksible mulighed, som siden er indført, har ikke den store værdi, for konsekvenserne – i form af træk i N-kvoten – kan blive meget dyr til næste år.
Og det hele er nu blevet endnu mere indviklet af leve op til, hvis vejret driller, og man derfor tvinges til at ændre sine planer. Krav om afgrøderotation, fireprocents brak og en masse andre meget specifikke krav betyder, at markplanerne bliver meget svære at få til at gå op, så de både giver praktisk mening og er lovlige. Man skal i hvert fald holde tungen lige i munden, og i mange tilfælde bliver reglerne dyre at efterleve.
Det absurde er, at det i mange tilfælde koster på både miljø- og klimakontoen at efterleve reglerne.
Absurd komik
Hvis de berømte engelske komikere i Monty Python i deres storhedstid i 1970’erne havde lavet en sketch, hvor landmænd stilles til ansvar for dårligt vejr, ville vi nok synes, at de havde taget absurditeterne til nye højder.
Men de danske regler er desværre ikke et udslag af absurd komik. Reglerne er seriøst ment, men konsekvenserne af dem er absurde.
(Indlægget har også været bragt som leder i Maskinbladet, du kan se hjemmesideversionen via linket HER. Skribenten har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside. Bæredygtigt Landbrug har flere gange kommunikeret på samme tema denne sommer, og det samme gælder foreningens tidligere formand Flemming Fuglede Jørgensen, hvis aktuelle læserbrev du kan se via linket herunder).
