Kendt BL-økolog lægger om til konventionelt landbrug

Der er flere muligheder for at løse CO2-udfordringerne som konventionel landmand, forklarer foreningens bestyrelsesmedlem Klaus Aage Bengtson

klaus-aage-3

En af Bæredygtigt Landbrugs absolutte profiler – og den helt sikkert mest omtalte økolog i foreningen – har besluttet at droppe økologien. Det fortæller han til Effektivt Landbrug, der også har skrevet en avisleder om sagen.

”Vi har valgt at lægge om til konventionel avl, fordi vi gerne vil være en del af fremtidens landbrug. Det handler om klima og miljø. Blandt andet i forhold til at løse CO2-udfordringerne. Og her er der bare flere muligheder som konventionel landmand frem for som økolog. Jeg er sikker på, at vi kommer til at se mange, der gør det samme de kommende år”, forklarer Klaus Aage Bengtson.

Den nordjyske landmand fortæller om klimavinklen, at det år for år er blevet sværere og sværere at drive hans jord økologisk – og at han eksempelvis ender med at bruge dobbelt så meget brændstof på det, der produceres, fordi den økologiske landmand kun har mekaniske muligheder for ukrudtsbekæmpelse. Udbyttet er desuden det halve af konventionel avl.

Familien Bengtson – eller rettere Klaus Aage og dennes søn Svend Olav – driver omkring 1.000 hektar, hvoraf de selv ejer omkring 70 procent. I denne sæson er 600 hektar fortsat økologisk, mens de 400 allerede er lagt om til konventionel drift. På grund af femårige støtteaftaler må de 600 (stadig) økologiske hektar vente til årsskiftet 2024/2025 med at blive omlagt.

At der i fremtiden vil blive færre økologiske landbrug i Danmark, ligner allerede nu en tendens. For første gang siden 2016 har Danmarks Statistik således netop noteret et fald i antallet af økologiske heltidsbedrifter herhjemme. Det skriver bl.a. Landbrugsavisen.

Klaus Aage Bengtson sidder i Bæredygtigt Landbrugs ti personer store bestyrelse – i øvrigt som den ene af to økologer – og har skrevet flere læserbreve i sin tid som bestyrelsesmedlem. Et af dem kan du se via linket herunder.

Opbakning til vognmændene

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@blb.dk

Scroll to Top