gen-knud

Langt fra virkeligheden og uden fakta

16. okt 2023 / Af

Af Knud Jeppesen, landmand, Jelling

Lederen i Nordjyske leverer forleden en meget uforskammet bredside til landbrugsfamilierne i Danmark.

“At landbruget lever i en parallel virkelighed, og det er tid til, at vi skal vågne op”. Det er da den mest uintelligente, fordømmende og nedladende leder om dansk landbrug, jeg har læst – og så endda af en provinsavis i det nordjyske!

Og det meste af det, man mener i Nordjyske, er direkte afskrift af det, som andre medier, NGO’er og ting fra den yderste venstrefløj har kværnet rundt i tilsat lidt skræmmeord uden fakta.

Hvor er alt det positive?

Ikke én positiv ting om, at landbruget producerer alle de nødvendige fødevarer, som læserne drager nytte af at indtage flere gange om dagen. Endda fra et af de mest miljø- og klimavenlige landbrug i verden.

Ikke én positiv ting om, at landbruget leverer biogas, der har erstattet op til halvdelen af Putingas.

Når landmandsfamilier hver dag står op for at passe dyr og marker, er der så mange regler og krav, der skal følges. Krav og regler, der er vedtaget af det øvrige samfund i samarbejde med eksperter og politikere. Endda tåbelige krav, der er lavet bag et skrivebord med datokrav, så man skal høste i regnvejr for at overholde loven!

Er Nordjyske overhovedet en provinsavis?

Tænk, at et medie, der dækker provinsen, er ligeglad med, at landbrugsfamilier skal gå konkurs, ”for det er en nødvendig konsekvens”.

Hvad så med alle de andre på landet, der arbejder og lever af landbrugets virke, skal de også bare gå fra hus og hjem? Og det bliver da både dyrt økonomisk samt miljø- og klimamæssigt, når der fragtes fødevarer fra udlandet til Danmark og især til Nordjylland.

Masser af initiativer

Det er direkte usandt, når erhvervsredaktøren skriver, at der ikke er sket noget ad frivillighedens vej, og han derfor vil begå grundlovsbrud og tvinge folk væk deres ejendomme uden betaling.

Vi har de senere år lavet efterafgrøder på 600.000 hektar. Vi laver præcisionsdyrkning ved brug af GPS, satellitter og droner. Vi bruger mindre gødning, bedre udstyr til gylle, osv. Og ifølge Miljøstyrelsen skal der ikke være ret mange efterafgrøder i Nordjylland næste år. Det må være et udtryk for, at de ikke mener, der kommer kvælstof fra landbruget til Limfjorden. Men der kommer da stadig spildevand fra 15 forskellige kommuner, der samlet udleder fra 60 renseanlæg ud i Limfjorden. Det svarer til ”skidt og lort” fra over 20.000 personer om dagen. Hver dag.

Utroligt, at en leder klandrer landbruget for at få EU-tilskud, når avisen selv er dybt afhængig af mange mio. kr. i mediestøtte, men så skal det vel også fjernes, og så må avisen vel gå konkurs. Så slipper man da også for sådan en gang ”populistisk” vrøvl uden fakta.

Tak for opbakningen i befolkningen

Der er heldigvis lige kommet en ny opinionsundersøgelse, der viser, at 71 % af befolkningen synes, at landbruget har en passende størrelse eller gerne må fylde mere.

Tak for opbakningen til de dele af befolkningen, der ønsker, at vi fortsat kan få danske fødevarer. Det varmer i en tid, hvor man som landmand føler sig voldsomt udskammet af politikere og medier.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i dagbladet Nordjyske. Skribenten er æresmedlem af Bæredygtigt Landbrug og har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside. Bæredygtigt Landbrugs faglige direktør har ligeledes reageret på den pågældende avisleder, og dét læserbrev kan du se i teksten herunder, hvor der også er et link til avisens leder).

Nordjyskes begrænsede udsyn