Spildevandsafgifter er der heller ikke styr på

Ingen har overblik over hverken spildevandsmængder, -indberetninger, -overløb, -tilladelser eller -afgifter, så det klinger hult altid at have fokus på landbrugets kvælstof

gen-knud

Af Knud Jeppesen, landmand, Jelling

De kommunalt ejede forsyningsselskaber, der renser byernes spildevand, skal betale spildevandsafgift til told- og skatteforvaltningen, efter hvor mange næringsstoffer de udleder til vandmiljøet. Altså den mængde kvælstof, fosfor og organisk stof (BI5), der er tilbage, når spildevandet har været igennem renseanlægget.

Der er flowmålere på den mængde spildevand, der kommer ind og ud af renseanlægget. De fleste forsyninger udtager selv prøver en til to gange pr. måned af den rensede mængde for at få analyseret indholdet af kvælstof, fosfor og BI5.

Logik hos det offentlige…

Det er så disse koncentrationer, der betales afgift af i hvert kvartal, lidt ligesom med moms. Eller næsten, for hvis forsyningen har nogle regnvandsbassiner, kan de reducere deres afgift. Dvs. at de slipper for noget af afgiften, selv om de udleder de samme mængder næringsstoffer. Det svarer til, at jeg på mit landbrug kunne slippe for en del af min kemiafgift, hvis jeg bare havde en sprøjte med en større tank, men kørte samme mængde midler ud. Logisk? Det er åbenbart logik i den offentlige forvaltning…

Igennem en del aktindsigter hos kommuner og Miljøstyrelsen har jeg konstateret, at der slet ikke er styr på de mængder spildevand, der udledes, der er masser af fejl i de tal, der indberettes, og ikke mindst er op mod 2/3 af de ca. 20.000 steder, hvorfra der udledes spildevand, uden tilladelse. Så mindst 2/3 af alle udledninger fra kommunerne er direkte ulovlige. Hvilket Rigsrevisionen også netop har bekræftet. Men Miljøstyrelsen laver ingen sanktioner, kun påtaler, så det fortsætter bare sådan, som det plejer!

Ikke de samme meldinger fra Skat

Men det med afgifterne er der vel så styr på, tænkte jeg. Nej, det er også helt galt her!

Når man sammenligner en aktindsigt fra Skattestyrelsen over, hvad alle kommuner og forsyninger i Danmark har indbetalt i spildevandsafgift de seneste fem år med, hvad forsyningerne oplyser, de har indbetalt – eller burde indbetale – ja, så mangler der langt over 50 mio. kr. ud af ca. 150 mio. kr.

Lokale eksempler

Her er nogle få eksempler:

Aalborg oplyser, at de skal indbetale ca. fem mio. kr. for det store renseanlæg og ca. to mio. kr. for det lille renseanlæg, men Skat meddeler, at de kun har modtaget ca. to mio. kr. fra Aalborg Forsyning.

Aarhus oplyser, at de skal indbetale ca. seks mio. kr., men Skat oplyser, at de kun har modtaget ca. en mio. kr.

Odense burde også betale fem-seks mio. kr., men Skat mener kun, at der er indbetalt under en mio. kr.

København har tre store renseanlæg, der bestyres af BIOFOS, der oplyser, at de har indbetalt ca. 36 mio. kr. i afgift for 2021. Men Skat kender hverken til København eller BIOFOS i deres oplysninger! Så hvor er de 36 mio. kr. blevet af?

Egen forurening belønnes

Én ting er helt sikkert: Skat har i hvert fald ikke nogle kontrolfunktioner, der fanger alle disse manglende beløb. Godt, at Rigsrevisionen er i gang med at kontrollere korrektheden af disse spildevandsafgifter.

Og så er der jo alt det urensede spildevand, der lukkes uden om renseanlæggene. Det betales der mærkeligt nok ikke afgift af. Så jo mere der forurenes, jo mindre skal forsyningerne betale i afgift – tillige spares jo renseomkostninger. Det er øjensynligt offentlig logik at belønne egen forurening, mens alle andre straffes for forurening!

SVM-regeringen har sagt, at det vil de lave om på, og der skal være strafafgift på at forurene med urenset spildevand, men der er ikke kommet et eneste pip om hvornår – end ikke i de nye vandplaner er det med!

Hvis der nu bare skulle betales normal afgift for 2021 af de 35 mio. tons, der lukkes uden om renseanlæg, bliver det 50 mio. kr., men hvis der skal straf på, er det vel to eller tre gange så højt. Og det er bare for den mængde, kommunerne oplyser, så kommer der jo oveni den mængde, der slet ikke bliver oplyst.

Nye prioriteter, tak!

Så kære miljøminister Magnus Heunicke:

I stedet for at spilde din og andres tid med at sejle rundt på Vejle Fjord og se beslutsom ud, må der egen handling til. Og det er grotesk at sejle rundt på den fjord i Danmark, der har modtaget mest spildevand de seneste ti år, og så snakke kvælstof fra landbruget. Få nu styr på det, der foregår i dit eget ministerium og Miljøstyrelsen. Det begynder at lyde meget hult, når der kun tales om kvælstof fra landbruget, samtidig med at der slet ikke er styr på spildevandet – hverken mængder, indberetninger, overløb, tilladelser eller afgifter.

Eller skal folk stadig bade i naboens afføring, som de har gjort over hele landet denne sommer?

(Indlægget blev også sendt som læserbrev til Altinget, der imidlertid har afvist at bringe teksten. Skribenten er æresmedlem af Bæredygtigt Landbrug og har i stedet ønsket indlægget bragt på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside. I pressemeddelelsen herunder kan du læse om Bæredygtigt Landbrugs reaktion på Rigsrevisionens aktuelle kritik af Miljøstyrelsen).

Bæredygtigt Landbrug om spildevandsskandale: Dokumenteret lovløshed

Scroll to Top