Af Asger Christensen (V) og Erik Poulsen (V), medlemmer af Europa-Parlamentet
De seneste uger har et dilemma fyldt i debatten om koranafbrændingsforbuddet: Bør man gribe ind over for en person, der muligvis vil brænde en koran af, før det sker, så vi undgår, at det finder sted? Eller bør man holde sig tilbage, og først gribe ind, efter det har fundet sted?
Svaret lader til at være landet i lovforslaget, der siger, at politiet skal kunne gribe ind, når der er optræk til en koranafbrænding, så det kan stoppes, før det sker. Det er et interessant spørgsmål, der har fået mange op af stolen. Men det handler trods alt ikke om liv eller død.
Det gør til gengæld spørgsmålet om, hvorvidt vi skal gribe ind over for det glubske rovdyr, ulven, før det for alvor går galt, og vi ser det første ulveangreb på et menneske?
Mærkelig indgangsvinkel
Peter Sunde, professor i faunaøkologi ved Aarhus Universitet, mener ikke, at man skal gribe ind over for ulvene, før de har haft fat i mennesker. I den forrige udgave af Weekendavisen udtaler han i en artikel, ”at ulven ikke er en væsentlig trussel mod mennesker”, og at problemet ”i udgangspunktet er psykologisk mere end reelt”. Han fortsætter:
”Det sidste dødelige angreb i Europa fandt sted i Spanien i 1974. Siden har vi haft flere tilfælde, hvor enkelte ulve har nappet til mennesker (…) Sådanne ulve skal fjernes, og det bliver de,” siger han.
Det er desværre bare ikke rigtigt. Det er nemlig først efter angrebene, at der måske kan blive mulighed for en regulering. En bogafbrænding er så farlig, at den ikke blot skal straffes, men helt forhindres – mens et ulveangreb på mennesker ikke er værre, end at vi kan tage os af det bagefter. Måske.
Problemulve
I dag kan man kun få tilladelse til at skyde såkaldte ”problemulve”, hvis de gentagne gange opsøger boliger på meget tæt hold. Eller hvis den samme ulv to gange inden for en kortere periode passerer velfungerende, ulvesikrede hegn og angriber husdyr, kan man med dokumentation – f.eks. foto eller dna – søge om regulering.
Det er dog reelt ubrugeligt, da ingen endnu har set angrebene. Og slet ikke fotograferet det. For det sker oftest i nattens mulm og mørke. Dna duer heller ikke, da myndigheder kun sjældent er i stand til at udpege et bestemt individ som synderen. Og det vil altid være flere uger efter angrebene.
Forestil dig, at der trisser en ulv rundt i din have, hvor børnene leger, eller nede foran naturlegepladsen i skoven. Så er den fredet, og myndighederne må ikke gøre noget ved den, før den har været forbi endnu en gang. Det samme gælder, hvis en ulv dræber husdyr. Først anden gang den har været forbi for at snuppe fårene, må der sættes ind.
Familiers sikkerhed
Helt ærligt: Det er tudetosset, at vi sætter ulvens ve og vel over helt almindelige danske familiers sikkerhed og forretningsmæssige livsgrundlag. Og problemet vokser med al hast.
Sidste år blev 161 husdyr dræbt af ulven mod kun 78 året før, viser tal fra Miljøstyrelsen. Ulvene har nu spredt sig til hele Jylland, og antallet er steget eksplosivt til nu omkring 50 ulve.
Alligevel mener professor Peter Sunde, at vi skal have op mod 210 ulve i Danmark. Hvor mange angreb på husdyr vil vi så se? På mennesker?
Det største spørgsmål er dog: Hvorfor? Hvorfor skal vi genopbygge ulvebestanden? Tiden går, og jo større ulveproblemet bliver, jo mere kræver dette spørgsmål et svar.
Der er en tendens i debatten til at romantisere ulvens tilbagekomst. Her har vi en art, der ikke er i tilbagegang, men trives med at mæske sig i danskernes husdyr. Der ses helt bort for ulvenes massive skadevirkninger – nu og i fremtiden.
Fredning bør ophæves
Ulven er farlig, og den skal væk. Når vi i Danmark ser et ulveangreb på mennesker, vil lovgivning om problemulve, specielle hegn og forsikringer om ulvenes uskyldighed ikke betyde noget som helst. Vi må ikke vente og først gribe ind, efter det har fundet sted.
Derfor ønsker Venstre at ændre det såkaldte habitatdirektiv i EU, der totalfreder ulven. Fredningen af ulve bør ophæves, nu hvor de ikke længere er truet, så de må skydes i Danmark.
Målet er at komme så tæt på nul som muligt. Men i første instans skal vi have muligheden for at få en akut, tidsbegrænset reguleringstilladelse på en fold straks efter første angreb. Det arbejder vi for i Europa-Parlamentet.
(Indlægget har også været bragt som læserbrev i bl.a. Effektivt Landbrug og Maskinbladet. Skribenterne har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside. Bæredygtigt Landbrug blander sig også indimellem i debatten om ulve i den danske natur og det danske landbrugsland – se eksempelvis artiklen herunder, hvor der er et link til et radioprogram med deltagelse af to af foreningens profiler).
