Ulveangreb fortsætter ufortrødent

Oplevelsen sidder stadig i midtjysk landmand, som har mistet ikke færre end 30 får ved et angreb

Får 1

Bæredygtigt Landbrug har længe råbt op om problemet i bl.a. læserbreve og radiodebatter – alligevel fortsætter fritgående ulve i den danske natur med at plage landmænd.

Nu beretter pressen om et angreb ved Kongenshus Hede, hvor ulve menes at have dræbt ikke færre end 30 får. Det var således et fuldstændigt kaos, der mødte fåreavler og landmand Cato Barslund, da han forleden besigtigede sit fårehold.

Oplevelsen sidder stadig i kroppen på den midtjyske landmand, som er meget berørt over det, han de seneste dage har gennemlevet. Det fremgår bl.a. af facebooksiden Her er ulven i Danmark.

”Det har været en frygtelig blodig oplevelse”, lyder det.

Cato Barslund forpagter en masse jord ved Kongenshus Mindepark mellem Viborg og Holstebro. Vildtkonsulenten har DNA-prøver fra biddene, og de skal indenfor seks uger vise, om der var tale om et ulveangreb.

”Det er nok sandsynligt, at det er et ulveangreb, men nu må vi afvente at se, hvad DNA-prøverne siger”, udtaler Jens Henrik Jakobsen til TV Midtvest.

Også Jyllands-Posten, Maskinbladet og Landbrugsavisen har beskrevet hændelsen. Et af Bæredygtigt Landbrugs indspark til ulvedebatten er kommet fra medlem Ulf Nielsen – hvis læserbrev om emnet du kan se via linket herunder.

Skal vi have smadret vores levebrød og gøres til nervevrag, fordi andre ønsker ulve i Danmark?

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@blb.dk

Scroll to Top