IMG_9288

Sommermøder: BL-formand glæder sig over stor tilslutning

08. jun 2023 / Af

Adskillige hundrede mennesker har i denne uge tilbragt mindst én aften i selskab med Bæredygtigt Landbrugs bestyrelse og ansatte. Også torsdag aften bød på et pænt rykind, da dejlige Broksø Gods lidt udenfor Herlufmagle lagde græsplæne – og roemark – til såvel rundvisning som faglige indlæg.

“Jeg er meget taknemmelig for og imponeret over den massive opbakning, vi har mødt i denne uge”, fortæller Bæredygtigt Landbrugs formand Peter Kiær ovenpå det tredje og sidste sommermøde.

Taknemmeligheden gælder ikke kun i forhold til antallet af fremmødte ved de tre møder i Nordjylland, i Sydjylland og på Sjælland. Udmeldingen er også møntet på spørgelysten plus den åbenlyse støtte fra medlemmerne til Bæredygtigt Landbrugs daglige arbejde for at skaffe danske landmænd bedre rammevilkår.

“Vi har i hvert fald fået bekræftet, at foreningens fokus på klima i forhold til såvel folkevalgte som offentlighed er helt rigtig. Og så står det også mere og mere klart for mig, at Bæredygtigt Landbrugs ESG-skabelon bliver taget godt imod i medlemsskaren. Skabelonen er jo et produkt, vi har bygget for at gøre den i fremtiden uundgåelige bæredygtigheds-rapportering mere enkel og retvisende for den enkelte bedrift. Og mange af de landmænd, jeg har talt med i denne uge, er virkelig glade for, at vi som forening har taget det skridt”, lyder det fra Peter Kiær.

Ligesom ved tirsdagens og onsdagens sommermøder i det vestlige Danmark bød også torsdagens træf i det østdanske på lokal markvandring og historiefortælling.

Cathrine Riegels er (og det er ret atypisk for dét univers) den 10. kvindelige ejer af Broksø Gods.

“Jeg er også uddannet psykolog, og det er faktisk meget smart, når man ligeledes er landmand, for så kan man da hjælpe sig selv lidt engang imellem”, sagde godsejeren med henvisning til nationens stramme rammevilkår.

Herefter fik BL-formand Peter Kiær samt flere af Bæredygtigt Landbrugs medarbejdere ordet.

Direktør Kim Koch gjorde de fremmødte landmænd klogere på ESG. Faglig direktør Jørgen Evald Jensen fortalte om bl.a. vandplaner. Faglig specialist Anne Smet Andersen nørdede – på en forståelig og pædagogisk måde – rundt i eksempelvis CO2-udledning og -optag. Mens chefjurist Nikolaj Schulz gav forsamlingen på plænen bag godsets smukke hovedbygning et indblik i Bæredygtigt Landbrugs vigtigste retsopgør netop nu.

Torsdagens komsammen på Broksø Gods var det tredje og sidste af ugens sommermøder i BL-regi.

Du kan læse om det første møde, der fandt sted i Nordjylland, via linket HER. I hjemmesideartiklen herunder følger desuden et lille referat af det andet sommermøde, der blev afviklet i Sydjylland onsdag aften.

Ammoniaksag i fokus på BL’s andet sommermøde

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@blb.dk (tekst) og Nikolaj Sjørup, nsj@blb.dk (foto)